TV 2-vært Christian Høgh Andersen fik 12. december rodet sig ud i det, som han selv kalder et dårligt forsøg på at være humoristisk.

For mens han sammen med Søren Lippert var vært på NEWS og Co., fik han sammelignet det marokkanske fodboldlandsholds sammenhold som en familie med et billede af aber, som Søren Lippert holdt.

Det har vakt stor kritik. Især efter en journalist har delt klippet og på engelsk fortalt sine følgere om sammenligningen.

Både TV 2 og Christian Høgh Andersen er da også nu ude med undskyldninger for sammenligningen.

»I programmet NEWS & Co på TV 2 NEWS mandag 12. december kom jeg desværre til at tale om det marokkanske fodboldlandshold på en måde, som jeg gerne vil undskylde for. I programmet talte panelet om VM i fodbold, hvor det er kommet frem, at det marokkanske landshold – modsat andre landshold – har deres familier med, fordi de støtter op om holdet,« forklarer Christian Høgh Andersen i et opslag på Facebook og giver en uforbeholden undskyldning.

»Det, jeg sagde, kan opfattes som en racistisk kommentar, og det var på ingen måde min hensigt med det. Det er forkert, selv om det overhovedet ikke var hensigten. Det er jeg meget ked af, og det vil jeg gerne give en uforbeholden undskyldning for,« skriver han.

TV 2 har også udsendt en pressemeddelelse, hvor de undskylder. En pressemeddelelse, som de også har delt til flere af de Twitter-brugere, som er sure.

»Vi undskylder, at en vært på TV 2 NEWS kom med en kommentar, der både er forkert og stødende. Selvom det absolut ikke var hensigten fra værten, så er det en bemærkning, som både vores vært og hele TV 2 tager afstand fra. Det her var en klar fejl, det siger vi undskyld for, og det tager vi med i det videre arbejde på redaktionen, siger Anne Mette Svane, chefredaktør på TV 2 NEWS.

Marokkos landshold fik en fjerdeplads ved VM, efter de lørdag tabte bronzekampen til Kroatien. Marokko er det første afrikanske land, som har nået en semifinale ved verdensmesterskabet i fodbold.