VM-slutrunden i USA, Canada og Mexico er ikke for børn.

Det mærker DR-stjernen Tina Müller i bogstaveligste forstand.

For når tv-værten sætter kursen mod USA mandag for at dække VM-spektaklet på den anden side af Atlanten, betyder det også, at hun skal sige farvel til datteren Emma på fire år.

De næste to uger skal hun nemlig undvære hende, når den står på flyveture hveranden dag rundt i USA.

»Siden januar har jeg kunnet forberede mig på denne her situation,« fortæller Tina Müller til B.T.

»Jeg kommer selvfølgelig til at savne hende, men jeg har vænnet mig til tanken, og hun har en fremragende far, så hun skal nok få hygget sig.«

Tina Müller har dækket et hav af store sportsbegivenheder for DR.
Tina Müller har dækket et hav af store sportsbegivenheder for DR. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Tina Müller, der privat danner par med Anders Rud, som også arbejder på DR, kommer skiftevis til at være i USA og i DR-studiet i Aarhus under slutrunden.

Og ligesom hver sommer, hvor hun tager afsted for at dække store sportsbegivenheder, er det et logistisk puslespil at få familielivet til at hænge sammen.

Det fortalte hun også til B.T. for to år siden, da hun både skulle til Wimbledon, OL og De Paralympiske Lege.

I forbindelse med VM har planen været klar. 

»Vi gør det sådan, at hun er med mig, hver gang jeg er i Aarhus. Og så har vi dækket af med Anders og med min svigermor,« fortæller Tina Müller, der netop har overstået tre dage i studiet i Aarhus.

Nu står den altså på to uger i USA, inden hun slutter af med cirka tre uger i Aarhus igen, hvor hun vil være på plads i DR-studiet.

Det betyder også, at familien ikke kommer til at være meget i Virum, hvor de bor. 

»Emma får en lang sommerferie fra børnehaven, fordi hun kommer til at være meget i Aarhus. Og så tager vi på ferie efterfølgende, når VM er slut. Så hun får en lang pause.«

Tina Müller har netop overstået tre dage i studiet i Aarhus, og mandag rejser hun over Atlanten for at dække slutrunden i USA.

B.T. Fodbold

I dagens udsendelse kigger panelet på VM's tumultariske start. Der er indslag fra Folkemødet og fra Los Angeles. Der er quiz, og så udtrækker vi en ugevinder af VM-spillet. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jonas Ryefelt Producer: Teis Zacho Thornberg Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen