DR-vært slår fast: 'Jeg er ikke bare en håndboldpige!'
Mange forbinder hende kun med harpiks og håndboldhaller. Men folk kan godt tro om igen.

Mange forbinder hende kun med harpiks og håndboldhaller. Men folk kan godt tro om igen.

Fredag aften står hun der igen, når tusindvis af danskere tænder for DR i bedste sendetid.
Her bliver VM for alvor sparket i gang på Danmarks Radio – der deler rettighederne med TV 2 – og det bliver med Tina Müller som vært i studiet.
»Det er en stor oplevelse, for så tit er jeg heller ikke med omkring fodboldslutrunder. Håndboldslutrunder afvikles for eksempel hvert år. På den måde er det noget særligt,« siger hun i et interview med B.T.
Men faktisk vil den rutinerede tv-vært gerne slå én ting fast.
For med tjansen til historiens mindst gæstfrie og måske mest gakkede slutrunde nogensinde vender hun tilbage til noget, der har fyldt ekstremt meget i hendes arbejdsliv.
Selvom mange måske forbinder hende med harpiks og håndboldhaller.

»Jeg har dækket en del slutrunder før. Både til EM i 2016, VM 2018 i Rusland og EM 2021. Så det er ikke nyt for mig på den måde at dække fodbold,« siger hun.
»Jeg har også dækket Superliga i syv år på Viasat. I virkelig mange år har det handlet om håndbold, men jeg er ikke bare en håndboldpige, der springer ud.«
Tina Müller skal være i Aarhus den første tid, hvor hun skal styre slagets gang i DR-studiet.
Men allerede på mandag flyver hun til USA, hvor hun skal være i 2 uger og dække 7 kampe fra sidelinjen. Og landet skal rejses tyndt.
For den rutinerede journalist skal flyve hveranden dag og arbejde i alle afkroge: New York, Miami, Boston, Los Angeles og Houston står på rejselisten.
»Alt det udenom er ikke noget, jeg forholder mig til rent arbejdsmæssigt, fordi jeg er sportsjournalist. Jeg skal forholde mig til det sportslige«, siger hun om slutrunden, hvor USAs grænsepolitik blandt andet har fået hård kritik.
»Men jeg er fuldt ud bevidst om, at der sker meget derovre, og det kommer til at fylde.«
Her er en somalisk dommer og række fans fra Iran og Elfenbenskysten blevet nægtet adgang til landet, mens det iranske landshold er tvunget til at flyve ind og ud af USA umiddelbart inden og efter deres kampe.

Den del af dækningen ligger hos DRs korrespondenter og reportere fra TV Avisen.
»For mig er det særligt, at der er 48 lande med, og jeg skal til at forholde mig til hold som Curaçao, Kap Verde og Haiti. Lande, man aldrig nogensinde har set spille fodbold før. Der er noget af en opgave foran mig,« siger hun og griner.
I samme ombæring sætter hun ord på det rød-hvide fravær til slutrunden.
»Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil skabe en nationalfølelse og fællesskab. Det er jo bare fedest, når Danmark er med til en slutrunde,« fortæller Tina Müller.
»Nu har jeg jo erfaringen fra EM i 2016, hvor Danmark heller ikke var med. Det kan jo noget andet, fordi man lærer nogle andre hold lidt bedre at kende.«
Du kan følge alt det seneste fra slutrunden i USA, Mexico og Canada lige her.