DBU støtter ikke længere den nuværende FIFA-præsident, Gianni Infantino.

Og derfor vil det danske fodboldforbund heller ikke skrive under på en støtteerklæring om genvalg af Infantino som præsident i FIFA.

Det oplyser DBU-formand Jesper Møller onsdag på et pressemøde i Qatar.

»Vi er nødt til at reagere nu. Det føler vi os nødt til. Det her er dybt kritisabelt, hvad der er foregået. Vi kommer til at få en afklaring på juridisk niveau på de her ting,« fortæller Jesper Møller og fortsætter:

DBU-formand, Jesper Møller.
DBU-formand, Jesper Møller. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Der er kun én kandidat, og vi må se, om der kommer en ny kandidat. Der er stadig noget tid. Men Danmark kommer ikke til at støtte den nuværende præsident.«

Jesper Møller har ellers de seneste dage været i flyverskjul, efter Gianni Infantino stod bag et opsigtsvækkende pressemøde i weekenden.

DBUs formand oplyser desuden, at han ønsker, at pressen lader være med at involvere spillerne i de politiske dagsordener ved denne slutrunde.

»Lad spillerne være i fred. Vi havde håbet på, at det ville være sådan, men det kan åbenbart ikke lade sig gøre på baggrund af det, der er sket i den seneste uge,« siger han.

FIFA-præsident Gianni Infantino (tv.).
FIFA-præsident Gianni Infantino (tv.). Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

På trods af sit flyverskjul de seneste dage, kunne man tirsdag se billeder fra tilskuerpladserne under kampen mellem Danmark og Tunesien, hvor Jesper Møller sad i æresloggen tæt på FIFA-præsidenten.

Noget, der har affødt kritik af den danske fodboldformands indsats.

»Jeg er bestemt ikke tilfreds med at blive kaldt racist eller hykler. Det er uacceptabelt. Det har jeg tilkendegivet over for Infantino. Lad mig sige det sådan, at vi ikke er enige. Vi må prøve at få afklaret nogle ting nu, så vi kan komme videre,« siger Jesper Møller.

Ifølge DBU har beslutningen om ikke at støtte præsidenten taget før VM-slutrunden, efter forbundet drøftede det i august.

Jesper Møller oplyser slutteligt, at Danmark er ét ud af fire lande, der ikke støtter Gianni Infantino.

Dermed er det 'kun' 207 lande ud af de 211 medlemslande, der støtter den skandaleramte præsident.