Sidste uges gigantiske IT-fejl var ikke første gang, at IKEA uretmæssigt har trukket penge fra kunder.
Nu indrømmer IKEA, at der før er sket en lignende fejl.
»Det er korrekt, at vi omkring påsken 2023 havde en systemfejl, som minder om den aktuelle,« skriver Christian Mouroux Pedersen, der er kommunikationsdirektør i IKEA, til B.T.
34-årige Thomas Seehusen Juhler en af de 347 kunder, der blev ramt af systemfejlen hos IKEA i april 2023.
Han opdagede, at IKEA pludselig havde trukket 2.017 kroner fra hans konto. Problemet var bare, at han ingenting havde købt.
Faktisk havde han slet ikke svunget dankortet hos IKEA en eneste gang hele året.
»Det tyder jo på, at de har gemt mine data fra en tidligere ordre og ikke behandler dem forsvarligt, hvis de bare kan trække penge ud af det blå. Det er jo rimelig skræmmende,« siger han.
Thomas Seehusen blev da også harm, da han torsdag i sidste uge så artiklen i B.T. om, at 2.024 kunder har fået trukket tusindvis af kroner af IKEA, og derfor vil han gerne have frem, at fejlen altså er sket før:
»Dengang tænkte jeg bare, at det var en fejl, og pengene blev jo overført tilbage dagen efter. Men da jeg læste jeres artikel den anden dag, tænkte jeg, 'det var lige godt Sørens'.«
IKEA oplyser, at det gennemsnitlige beløb, der fejlagtigt blev trukket, lå på 2.500 kroner per kunde.

Thomas Seehusen Juhl kontaktede aldrig IKEA dengang, da han først lagde mærke til overførslen et stykke tid efter, at det var sket, og pengene var kommet retur dagen efter.
Men set i lyset af den seneste historie om IKEAs omfattende fejl, går det op for ham, at problemet kunne være det samme i hans tilfælde.
Han havde nemlig afbestilt en del af en stor ordre fra oktober 2022. Derfor ligner det samme scenarie med ophævelsen af annullerede ordrer, der har ramt de mange IKEA-kunder i sidste uge.
Thomas Seehusen Juhl, der selv arbejder som financial controller, kalder fejlen for »utilgivelig«.
»Nu sidder jeg jo selv indenfor den branche, og det tyder jo på, at der i mit tilfælde kan være sket samme fejl. Det er ret utrygt,« siger han og fortsætter:
»Man må ikke trække penge uautoriseret fra kunder, uanset hvor stort beløbet er, eller om det bliver betalt tilbage indenfor en dag. Det er bare sådan nogle ting, der ikke må ske.«
IKEA: 'Ekstremt kede af det'
Christian Mouroux Pedersen slår fast, at ledelsen hos IKEA er ekstremt kede af IT-fejlene - præcis som han meldte ud i sidste uge, da den seneste store IT-fejl kom frem.
»At en lignende fejl er sket engang før, gør ikke den aktuelle sag værre eller bedre – vi er ekstremt kede af det, når vores fejl påvirker vores kunder, og vi bestræber os altid på at lave så få fejl som muligt,« skriver han i en mail.
Christian Mouroux Pedersen sammenligner fejlen med en tur i supermarkedet, hvor rabatten ikke er medtaget på kvitteringen, som der ellers stod på skiltet i butikken.
»Når man håndterer knap 6 millioner betalingstransaktioner om året, så vil der ske fejl i nogle af dem, selvom man sigter efter at være fejlfri,« siger han.
Kommunikationsdirektøren understreger, at det faktum, at en lignende fejl er sket før - omend i mindre skala - kun øger IKEAs fokus på at tilsikre sig, at det 'forhåbentlig aldrig sker igen'.
»Endnu engang er det vigtigt at understrege, at disse fejlagtige pengetræk ikke opstår vilkårligt. Der er tale om ordre, som sidenhed annulleres, og hvor systemfejl desværre gør, at annulleringerne fjernes, hvormed pengene trækkes alligevel. IKEA har ikke adgang til kunders betalingsdata,« skriver han.
Læs mere om IKEAs gigantiske IT-fejl fra i sidste uge HER.
I den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen fortæller 'Løvens Hule'-investor Louise Herping Ellegaard om sin vilde rejse mod at blive millionær.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.
