Over 2000 kunder har grundet en gigantisk IT-fejl uretmæssigt fået trukket tusindvis af kroner fra IKEA. 

Beløbene svinger mellem alt fra et par tusind og op til 60.000 kroner. Kommunikationsdirektør i IKEA, Christian Mouroux, underskylder nu over for de ramte kunder.  

»Vi er ekstremt kede af det på kundernes og medarbejderens vegne. Vi kan kun undskylde for den ulejlighed, vores fejl har medført,« skriver han til B.T. 

IKEA fortæller, at hele 2024 kunder er blevet ramt af fejlen, der skyldes en 'menneskelig fejl i håndteringen' af deres IT-system. 

»En gruppe kunder er blevet trukket et beløb, som de ikke skulle være blevet trukket, på baggrund af en hel eller delvis annulering af deres ordre,« skriver Christian Mouroux. 

Han understreger, at beløbene ikke er vilkårlige, og at 'ingen kunder skal frygte, at der bliver trukket vilkårlige beløb i fremtiden'. 

Et væld af negative anmeldelser har også ramt IKEAs Trustpilot, hvor usikkerheden om tidspunktet for tilbageførslerne har været stor. 

tip os
Er du blevet ramt af fejlen hos IKEA? Så hører vi gerne fra dig. Du kan skrive til os her eller direkte til journalisten på emsh@bt.dk

'IKEA har uretmæssigt trukket et beløb på over 60.000 kroner fra vores konto i dag. Ved henvendelse til IKEA angiver de, at der er tale om en fejl, og at vi vil modtage beløbet retur indenfor 2-5 dage,' skriver en bruger i sin anmeldelse og uddyber:

'I mellemtiden må vi så undskylde overfor vores bank og undlade at betale regninger for blandt andet vores barns daginstitution.'

En anden bruger skriver, at hun har fået trukket 8000 kroner fra sin konto. Efter at være kommet igennem til IKEAs kundeservice, har hun fået at vide, at 'det ikke kan oplyses, hvornår pengene kommer retur, men man arbejder på det'.

Christian Mouroux fortæller, at langt de fleste af kunderne har fået tilbageført deres penge, og at IKEA arbejder på at få ekspederet de sidste kunders tilbageførsler. 

»Tilliden til at kunne handle trygt og sikkert med IKEA er af højeste prioritet for os. Derfor har vi også et dedikeret fokus på at sikre, at fejl som denne aldrig vil gentage sig,« skriver han.

Han understreger, at alle kunder i dag vil modtage et personligt brev fra IKEA med mere information. 

I den seneste udgave af B.T.s podcast 'Spar Kassen' fortæller 'Løvens Hule'-investor Louise Herping Ellegaard om sin vilde rejse mod at blive millionær. 

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.