Nu går den ikke længere: Henrik Fisker går konkurs


Forretningen kører ikke ligefrem på skinner for Henrik Fisker, der er manden bag elbilmærket Fisker Inc.
Faktisk gør det modsatte sig nærmere gældende.
For mens Fisker i øjeblikket kæmper for at redde sit livsværk på de amerikanske breddegrader, så er hans danske forretning, Fisker Denmark ApS, nu taget under konkursbehandling.
Det skriver Børsen.
»Forretningen i Danmark er lukket, og den kommer ikke til at genopstå,« lyder det i den sammenhæng fra konkursadvokat Corna Levin Munch, der er udpeget som kurator.
Teknisk set er den danske forretning ikke gået konkurs endnu, men det er en formssag, fortæller Corna Levin Munch.
Og det er måske ikke så overraskende.
I hvert fald er det ikke længe siden, at man i Politiken kunne læse, at »alle alarmklokker ringer,« fordi de store forsikringsselskaber ikke længere ville forsikre den skandaleombruste elbil Fisker Ocean.

Og apropos forsikringsselskaber så kommer en ulykke som bekendt sjældent alene.
Faktisk er der opstået det ene store problem efter det andet, siden selskabet blev stiftet i 2016.
I 2020 gik Fisker på børsen i USA, og i 2021 rundede det en markedsværdi på 7,9 milliarder dollar, som svarer til 54 milliarder kroner.
Men i marts stod det dog så skidt til, at børsen i New York suspenderede al handel med Fiskers aktier med henblik på at afnotere selskabet.
Efterfølgende er det kommet frem, hvordan den konkursramte dansker skylder næsten 6 milliarder kroner.
Således så 60-årige Henrik Fisker sig ovenpå de senere års økonomiske udfordringer tilsyneladende nødsaget til at sætte sin luksusvilla i Hollywood til salg for 35 millioner dollar – eller omkring 245 millioner kroner
Den spektakulære villa kan ses HER.
Boligejernes friværdi er steget markant i år - og det giver store muligheder for at spare penge, lyder det i det seneste afsnit af podcasten Spar Kassen.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.