Tirsdag fik Gitte Nielsen et chok, da hun tjekkede sin bankkonto.
13.000 kroner var blevet trukket fra IKEA. Hun havde godt nok været i IKEA dagen før, men ikke smidt i nærheden af det beløb.
56-årige Gitte Nielsen fra Aabenraa er en af de 2.042 kunder, der i løbet af den seneste uge har oplevet at få trukket tusindvis af kroner fra IKEA uretmæssigt. Det kunne B.T. fortælle torsdag.
En fejl, som IKEA overfor B.T. har fortalt, at de er 'ekstremt kede af'.
Ifølge kommunikationsdirektør i IKEA, Christian Mouroux, skyldtes fejlen 'en menneskelig IT-fejl', hvor annullerede ordrer blev trukket alligevel.
Det var også det, der skete for Gitte Nielsen.
Da hun kom igennem til IKEAs kundeservice tirsdag, fandt hun ud af, at fejlen skyldtes en ordre på nogle badeværelsesmøbler i april, som hun havde annulleret.
Det efterlod hende med et chok og følelsen af, at det ikke burde kunne lade sig gøre.
»Jeg synes, det er rigtig, rigtig dårligt, og det er rigtig mange penge for os. Vi hørte intet fra IKEA. De burde træde i karakter og ikke forsøge at tale det ned,« siger Gitte Nielsen.
Gitte Nielsen, der til dagligt bor i Aabenraa, har aldrig handlet i IKEA i Taastrup, hvor pengene er trukket fra.
Det har sat nogle tanker i gang hos hende, der ellers er en dedikeret kunde og medlem af kundeklubben IKEA Family:
»Jeg synes, at det er tankevækkende, at de kan gå ind og hæve fra vores konto så lang tid efter. Skal jeg så til at tjekke min konto hver måned,« spørger hun og fortsætter:
»Jeg har aldrig prøvet det andre steder. Jeg troede, at IKEA var sikkert, fordi de er den store koncern, som de er.«
Christian Mouroux, der er kommunikationsdirektør i IKEA, understreger overfor B.T., at ingen kunder skal frygte, at der bliver trukket vilkårlige beløb i fremtiden:
»Det vil ikke kunne lade sig gøre, da kundernes betalingsdetaljer er krypteret for os. Vi kan kun trække beløb, som kunderne selv har godkendt på et tidspunkt,« skrev han i en mail.
Han fortalte desuden, at tilliden til at kunne handle trygt er en topprioritet hos IKEA, og de derfor har 'et dedikeret fokus på at sikre, at fejl som denne aldrig vil gentage sig'.
Christian Mouroux oplyste derudover, at alle kunder i løbet af torsdagen vil modtage et personligt brev fra IKEA.
Gitte Nielsen fortæller, at hun i skrivende stund endnu ikke har modtaget et brev. Uanset hvad har hun ikke lyst til at tage en tur i IKEA lige foreløbig, fortæller hun:
»IKEA burde have kontaktet os og sagt, at det var en utilgivelig fejl. Jeg vil være meget påpasselig med at gå IKEA igen lige nu,« siger hun.
I den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen fortæller 'Løvens Hule'-investor Louise Herping Ellegaard om sin vilde rejse mod at blive millionær.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.
