Firmaet OpenAI, der står bag ChatGPT, lancerer et nyt produkt til efteråret.
Det skriver mediet Axios, der er til stede ved World Economic Forum. Her mødte de direktør Chris Lehane, der her har fortalt om planerne.
OpenAIs topchef, Sam Altman, har siden maj sagt, at det er planen, at firmaet skal lancere et fysisk AI-produkt.
Det sker, efter firmaet på det tidspunkt hentede Apples tidligere designchef Jony Ive, der skal stå i spidsen for projektet.
Chris Lehane kommer ikke nærmere ind på, hvordan produktet mere konkret kommer til at tage sig ud. Flere eksperter peger dog på, at 2026 generelt vil blive et år, hvor vi kommer til at se flere fysiske AI-produkter.
Et forsøg på sådan teknologi, der skal blande AI med et fysisk produkt, har dog tidligere floppet i stor stil.
I 2024 lancerede firmaet Rabbit deres produkt R1. Det blev markedsført med de helt store gloser.
»Fremtidens grænseflade mellem menneske og maskine,« blev det kaldt.
Et andet startup-firma, Humane, fulgte trop med deres AI Pin, der kunne få en til at 'træde ind i fremtiden', som der stod i markedsføringen.
Begge produkter er omtalt som værende 'smartphone-dræbere', men de endte med at blive sablet ned i anmeldelserne.
»Det værste produkt, jeg nogensinde har anmeldt … Indtil videre.« lød det fra tech-youtuber Marques Brownlee om Humanes AI Pin.
»Et AI-legetøj til 199 dollar, der fejler i næsten alt« lød det tilsvarende fra techmediet Engadget om Rabbit R1.
De to produkter baserede sig på sprogmodeller som ChatGPT, og kunne besvare spørgsmål, afspille fra musik, optage lyd og fortælle en, hvad man ser.
Kort sagt skulle den kunne gøre det, en smartphone gør, hurtigere og simplere.
Problemet var så bare, at de ikke virkede.
For eksempel kunne R1 ikke fortælle anmelderen på techmediet The Verge, hvilken mad han viste den.
Om det så også er et produkt af den type, OpenAI har på trapperne, må tiden vise.

