B.T.s fastfood-anmelder, Henrik Ørholst, er – mildest talt – ikke den store fan af Sunset Boulevards burgere.
Nu jubler han ikke desto mindre over den danske fastfoodkæde, men af en anden grund end det, der langes over disken.
For Henrik Ørholst er det nemlig ubetinget en god nyhed, at Sunset Boulevard nu for fjerde år i træk sætter ny omsætningsrekord.
»Det er helt fantastisk, at en mindre dansk fastfoodkæde internationalt set har fundet sin plads på det danske marked ved siden af giganter som McDonald's og Burger King. Stor respekt for det,« siger Henrik Ørholst.
Han understreger, at det er en imponerende præstation, idet der er tale om et konkurrencepræget marked med mange store spillere, der har helt andre økonomiske muskler end Sunset Boulevard – til trods for at den danske kæde efterhånden har vokset sig stor her i Danmark.
Hvad er det, Sunset Boulevard er lykkedes med?
»De har med held fået brandet sig selv som det lidt sundere alternativ. Du kan få burgere, men Sunset Boulevard sælger også salater og sandwiches, som er sundere alternativer til fastfood-burgeren.«
Sunset Boulevard har netop præsenteret årsregnskabet for 2024, og her fremgår det, at ikke alene omsætningen, men også overskuddet er steget i forhold til året før.
Fastfoodkæden har oplevet vækst i de sidste fire år med en gennemsnitlig årlig vækst på imponerende 22 procent.
Det betyder, at kædens samlede omsætning er tæt på fordoblet fra 2020 til 2024.
Men hvor Henrik Ørholst kun har ros til overs for Sunset Boulevards forretning, forholder det sig stik modsat, hvad kædens mad.
'Det er en kandidat til prisen som årets kedeligste fritter,' skrev han om Sunset Boulevards fritter – og som du kan læse HER, var bedømmelsen af burgeren ikke meget mere positiv.
»Jeg tjekkede lige mine anmeldelser, da jeg så, at de igen havde sat omsætningsrekord. Jeg syntes, det var rædselsfuldt,« griner Henrik Ørholst over telefonen.
»Men det er jo min subjektive vurdering. Sådan vil det altid være med anmeldelser,« understreger han.
