»Kan du ikke anmelde Steak & Bearnaise-burgeren fra Sunset Boulevard,« skriver min redaktør en af de sidste sommerdage i august.
Så jeg cykler til den nærmeste Sunset Boulevard på Strøget i København tæt på Rådhuspladsen. Lige bagved Burger King.
Det er nemt at foretage en digital bestilling hos burgerjointen. Der kommer de obligatoriske spørgsmål undervejs: Vil jeg ikke købe lidt mere?
Det vil jeg ikke.
Med en burger, fritter og en halv liter Pepsi Max ender måltidet med at koste 140,50 kroner.

Det er ikke billigt, og det er med til at skrue forventningerne op. Især fordi en af mine favoritburgers - Black Label Burger fra Minetta Tavern i NYC - er blandt mine foretrukne måltider.
Også billedet på Sunset Boulevards hjemmeside er med til at skrue forventningerne op. Den ser virkelig lækker ud.
Steak & Bernaiseburgeren består af skriver af en steak i stedet for det billigere hakket oksekød.
Lang ventetid
Jeg venter - og venter. Det tager tid at få maden. Men jeg får til sidst maden og går ovenpå, hvor der er meget plads.
Det er uden sammenligning Danmarks flotteste fastfood-joint. Der er en afslappet loungestemning, og der er ryddet op og ingen overfyldte skraldespande. Et rigtigt dejligt sted.

Og så har de endda brætspil, som gæsterne kan låne. Det har jeg aldrig set før.
Desværre er der bare skruet op for høj musik. Det er som at være på en fredagsbar på universitetet.
Det er med et jysk ord: træls. Det gider jeg ganske enkelt ikke. Det passer til placeringen. Den billige ende af Strøget, hvor den dårlige smag er fremherskende.
Nu er spørgsmålet om menuen, som består af burgeren, De Luxe Fries Spicy Crispers og en Pepsi Max, kan leve op til forventningerne.
Brugt tepose
Fritterne med det svulstige navn er lige så kedelige som en brugt tepose. Der er ingen saft eller noget som helst andet. Det er tørre og kedelige. Krydderiet, som Sunset kalder deres 'signatur krydderi', giver lidt smag. Men ellers sidder jeg og tænker på, at jeg hellere bruger have købt mine fritter hos McDonalds, der smager af noget.

Der er i øvrigt alt for få fritter i den flotte pose. At kalde det for en 'luksuriøs pommes-oplevelse' er ikke korrekt. Det er en kandidat til prisen som årets kedeligste fritter.
Jeg spiser fritterne først, hvorefter jeg pakker burgeren ud. Det ser heller ikke spændende ud. Den ser kedelig ud. Lys med huller. Det ligner en bolle hvor (industri)bageren har prikket med en strikkepind, inden bollen fik lov til at hæve.
Flygtende salat
Der stritter meget salat ud af bollen, men der er ikke umiddelbart spor af kødet eller bearnaisen. Og da jeg tager burgeren op, falder store dele af salaten ud i papiret som den er svøbt i.
Da jeg tager den første bid, er der endnu mere salat, som flygter væk fra at blive spist. Til sidst ender det med at det meste af salaten har forladt burgeren.

Første bid smager ikke af ret meget. Det smager mest af brød og den smeltede cheddarost.
I anden bid når jeg til kødet. Der er heller ikke ret meget smag. Men det er mørt og nemt at tygge. Til gengæld mangler bearnaisesovsen. Den kommer først i tredje bid. Den smager nogenlunde og sammen med den grillede løg og pickles er det ikke nogen dårlig smagsoplevelse. Den er til gengæld ujævnt fordelt.
Det bliver 3 stjerne med pil ned.
Tommel op: Flotte lokaler, nem bestilling
Tommel ned: kedelige fritter, kedelig burger, ventetid for lang, for dyrt
Steak & Bearnaise Burger, Deluxe Fries Spicy Crispers, Pepsi Max, 140.50 kroner
