Ikke engang et halvt år i direktørstolen blev det til.

For Markus Kleber forlader nu efter kort tid igen den danske børnedesignvirksomhed Liewood.

Ifølge Jyllands-Posten har den nu forhenværende tyske topchef fået »en ny karrieremulighed i sportsbranchen« – også tidligere har han gjort sig i dén branche.

Det var bare tilbage i marts, at Liewood annoncerede, at Markus Kleber skulle indtage direktørposten.

I den forbindelse fik stifter Anne Marie Lie Norvig så en ny rolle som Chief Brand & Creative Officer, som det hed sig.

Nu bliver hun atter øverste chef for brandet. Dog vil det kun være midlertidigt, lyder det, indtil en ny er fundet.

»Lederskifter sker, men de ændrer ikke på, hvem vi er, eller hvor vi er på vej hen. Vores strategi ligger fast, vores prioriteter er klare, og vores fokus er fortsat at udvikle Liewood,« siger Anne Marie Lie Norvig til Jyllands-Posten.

Hun stiftede Liewood i 2015.

B.T. har tidligere bragt en række artikler, hvor designere har beskyldt Liewood for at kopiere deres produkter. 

Du kan læse nogle af dem HER, HER og HER.