Det var som om, at tiden gik i stå, da Malene Stausgaard åbnede beskeden.

Midt under sin sommerferie i Aarhus læste hun ordene igen og igen:

»Wow, sikke en copypaste.«

Og så billedet, der var sendt med. Billedet af en højdemåler i stof med farvede striber og en lille snor, man kan hænge på et søm.

Ja, det var jo den højdemåler, som Malene Stausgaard havde brugt masser af år på at designe, tegne og sy.

Den, som hun nu endelig var klar til at sælge tusindvis af.

Eller - den lignede. Men det var ikke hendes på billedet. Her var det lille mærke med ‘Minor Things’ nemlig byttet ud med et Liewood-logo.

Designeren Malene Stausgaard har firmaet Minor Things, og kæmper et en kamp mod et større firma, der har kopieret et af hendes designs og sat det i produktion. Højdemåleren til højre er originalen.
Designeren Malene Stausgaard har firmaet Minor Things, og kæmper et en kamp mod et større firma, der har kopieret et af hendes designs og sat det i produktion. Højdemåleren til højre er originalen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Lige dér startede ét langt mareridt, der har kostet 35-årige Malene Stausgaard både tid, overskud og tusindvis af kroner.

Hun er nemlig én ud af mange danske og udenlandske designere, der føler sig kopieret af virksomheden Liewood, som sælger tøj, legetøj, møbler og andet til børn. Det kan B.T. nu afdække.

Liewood blev i 2015 stiftet af designeren Anne Marie Lie Norvig, der på ni år har skabt en gigant, som i 2022 omsatte for næsten 400 millioner kroner. 

En gigant, hvis produkter ligger på hylderne hos Salling, Magasin, Illums Bolighus, Ønskebørn og flere andre store kæder. 

Selv har Anne Marie Lie Norvig også høstet personlig hæder med prisen som Årets Ejerleder Region Hovedstaden i 2021, hvor hun blandt andet blev hyldet for at have ‘opbygget en sund forretning, hvor alt fra brand og design til distribution, produktion og medarbejderstab er fuldstændig på plads’.

Men i denne B.T. artikelserie er der altså flere små iværksættere, der anklager Liewood for at kopiere produkter og samtidig udnytte et system, der er alt for dårligt gearet til at beskytte små virksomheder.

Liewood oplyser i den forbindelse over for B.T., at man ikke genkender det billede, som virksomhederne tegner. Læs mere af deres svar nede i artiklen.

For at forstå Malene Stausgaards sag skal vi skrue tiden tilbage til efteråret 2019.

Malene Stausgaard har på det her tidspunkt arbejdet en række år i modebranchen, men nu er det på tide, at der sker noget nyt.

Hun har sammen med sin bedre halvdel fået et barn, og det har tændt en iværksætterild i den 35-årige kvinde.

Her ses Malene Stausgaard på sit hjemmekontor i København. Her han hun syet et hav af sine højdemålere.
Her ses Malene Stausgaard på sit hjemmekontor i København. Her han hun syet et hav af sine højdemålere. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Malene Stausgaard vil nemlig lave håndlavet børneinteriør af høj kvalitet, der kan holde i mange år, og som er uafhængigt af sæson, køn og trends.

I den spæde start har hun to konkrete idéer:

En knagerække og en højdemåler.

Det er sidstnævnte, der her er interessant.

Malene Stausgaard siger sit job op, tager hul på sin opsparing og begynder at udvikle designs i sin lejlighed i Nansensgade i det centrale København.

Et utal af prototyper senere – og mere end et år efter den første tanke – er den klar:

En unik, håndsyet højdemåler i bomuld. Æstetisk designet med forskellige farver.

Den 35-årige kvinde sørger for at afsøge hver en afkrog af markedet for at være sikker på, at der ikke findes en højdemåler, der bare minder en smule om den, hun er ved at kreere.

Malene Stausgaard kalder sin virksomhed ‘Minor Things’, opretter en Instagram-profil i september 2021 og begynder at sælge højdemåleren på en dertilhørende webshop.

Hun har ramt et eller andet, kan hun mærke, og Instagram-profilen vokser hurtigt.

Men Malene Stausgaard studser også over noget.

Flere af følgerne - herunder stifter Anne Marie Lie Norvig - er nemlig på daværende tidspunkt ansat hos Liewood. B.T. har set dokumentation for dette.

Der er dog én ting, der hurtigt falder Malene Stausgaard ind, da hun i december 2021 får en notifikation om, at Liewood-stifteren er begyndt at følge Minor Things på Instagram.

»Min første indskydelse er at tage et screenshot. Jeg har på det her tidspunkt hørt fra andre i branchen, at Liewood har kopieret små virksomheders design. Derfor vælger jeg at dokumentere det,« fortæller Malene Stausgaard til B.T.

Her ses Anne Marie Lie Norvig, der stiftede Liewood i 2015. Siden har virksomheden vokset sig enorm og omsatte for næsten 400 millioner kroner i 2022.
Her ses Anne Marie Lie Norvig, der stiftede Liewood i 2015. Siden har virksomheden vokset sig enorm og omsatte for næsten 400 millioner kroner i 2022. Foto: Gregers Tycho
Vis mere

Og så gør hun ikke mere.

Til gengæld bruger Malene Stausgaard penge på at søge en designbeskyttelse af sin højdemåler. Den koster omkring 15.000 kroner.

Det næste halvandet år syr Malene Stausgaard på livet løs, alt imens Minor Things stille og roligt får flere og flere ordrer.

Men så kommer der en mavepuster fra højre.

I juli 2023 befinder Malene Stausgaard sig på sommerferie i Aarhus med familien, da der tikker en besked ind.

En af hendes følgere på Instagram sender hende et screenshot og skriver:

»Wow, sikke en copypaste.«

Screenshottet er taget fra et opslag fra Liewoods Instagram-profil, hvor børnegiganten præsenterer deres helt nye produkt:

En højdemåler i stof - produceret i Indien - med navnet ‘Helge’.

Her ses de to højdemålere overfor hinanden. Til venstre ser du Malene Stausgaards. Til højre ser du Liewoods, som altså ifølge Malene er en kopi af hendes produkt.
Her ses de to højdemålere overfor hinanden. Til venstre ser du Malene Stausgaards. Til højre ser du Liewoods, som altså ifølge Malene er en kopi af hendes produkt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En højdemåler, der ved første øjekast har ganske mange ligheder med den højdemåler, som Malene Stausgaard de seneste år har siddet og syet i hånden i sin lejlighed.

»Jeg tænkte bare: Det er løgn - sker det her virkelig for mig? Og så blev jeg ked af det og frustreret. Det er jo klart, at det ikke én til én er det samme produkt, men jeg var heller ikke ét sekund i tvivl om, at de havde kopieret mig,« siger Malene Stausgaard.

Har du også følt dig kopieret af Liewood, eller har du andet at tilføje til sagen? Så kan du kontakte journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk eller 31106279.

Malene Stausgaard kontakter derfor straks sin advokat, Johan Løje, der har mange års erfaring inden for immaterialret og blandt andet var advokat i sagen om Christian Bitz.

Og for ham er der ingen tvivl: Produktet skal fjernes.

»Det er efter min vurdering ret tydeligt, at Liewood er blevet voldsomt inspireret af højdemåleren, selvom der er nogle få dimensionsforskelle. Så for mig er der som advokat ingen tvivl om, at der er tale om en krænkelse af deres rettigheder,« siger Johan Løje i dag til B.T. og uddyber:

»Vi kender alle den klassiske højdemåler, men Minor Things har her lavet en unik fortolkning af højdemåleren med et unikt design, som der ikke fandtes derude. Og når man så kigger på Liewoods design, har de jo anvendt alle de samme grundtanker. Så styrker det naturligvis også bare Minor Things, at flere fra Liewood har fulgt dem på Instagram op til, at deres produkt blev lanceret.«

B.T. har præsenteret to forskere i immaterialret, Stina Teilmann-Lock og Vishv Priya Kohli, for en række billeder af originale designs og påståede kopier fra Liewood. Blandt billederne er de to højdemålere, der bliver belyst i denne artikel.

»Ud fra de to billeder af Minor Things- og Liewood højdemåleren kan jeg se ligheder i designudtryk og farvevalg. Liewood højdemåleren ligger så tæt op ad Minor Things, at det kunne danne basis for en krænkelse efter Ophavsretsloven og Markedsføringsloven,« siger Vishv Priya Kohli, der er professor i immaterialret på Copenhagen Business School.

Også Stina Teilmann-Lock, der er design- og ophavsretsforsker hos Business Humanities and Law på Copenhagen Business School, vurderer, at der basis for en krænkelsessag, når hun sammenligner de to billeder.

Johan Løje tager herefter kontakt til Liewood, der både afviser at have kopieret højdemåleren og at have haft kendskab til Minor Things højdemåler, da de udviklede deres egen.

Liewood vælger imidlertid at tage produktet ned fra deres egen hjemmeside, men nægter dog - til Malene Stausgaards store frustration - at trække produktet tilbage fra alle de forhandlere, de allerede har nået at sælge højdemåleren til.

I mellemtiden begynder det at strømme ind med kommentarer på Liewoods opslag med højdemåleren, hvor der bliver skrevet 'copycat', 'kopi' og lignende.

Og pludselig er opslaget så taget helt ned.

Men hvad med Malene Stausgaard og Minor Things?

»Vi har jo mistet en stor mulighed for at få vores højdemåler ud til en række forhandlere, og så har vi brugt både ekstremt meget tid og penge på det her. Så vi arbejdede på et forlig med Liewood om at få dækket vores advokatregning,« fortæller Malene Stausgaard.

Et forlig, de to virksomheder faktisk er tæt på enige om.

Der er dog ét sted, hvor Liewoods advokater står fast. Meget fast.

»De insisterer på, at der skal være en fortrolighedsaftale, så vi ikke må snakke med eksempelvis journalister. Det nægter vi selvfølgelig, og så går aftalen i vasken. Så vi har fået nul og niks,« siger Malene Stausgaard.

Denne udvikling bekræfter Johan Løje.

»Forligsforhandlingerne stoppede, da Liewood ønskede en fortrolighedsaftale. Så produktet er stadig ude hos forhandlerne, og Minor Things har ikke fået noget ud af det,« siger han.

B.T. har foreholdt Liewood kritikken fra Minor Things, og her lyder svaret:

»Det er beklageligt, at Minor Things føler sig krænket. Vi anerkender, at i et kreativt miljø, hvor stort set alle nye design, i et eller andet omfang, bygger på inspiration fra noget eksisterende, kan der opstå ligheder mellem designs. Vores intention er aldrig at ligge for tæt på andre, men at skabe originale produkter og designs,« udtaler Liewoods stifter, Anne Marie Lie Norvig, i et skriftligt svar og fortsætter:

»Efter at have modtaget henvendelsen fra Minor Things, tog vi deres bekymringer seriøst og trak vores design tilbage.«

B.T. kan dog – på baggrund af en kort gennemgang – konstatere, at Liewoods højdemåler stadig i dag sælges på en række både danske og udenlandske webshops. 

Nu sidder du måske og tænker: Men hvorfor går Minor Things ikke bare rettens vej, hvis de mener, at Liewood har krænket deres rettigheder?

Det fremgår jo trods alt af Ophavsretsloven paragraf 1, at man har ophavsret til sit eget værk.

Men det er der et godt svar på, og det er faktisk en meget væsentlig pointe i denne B.T. artikelserie.

Det kan nemlig ofte ikke betale sig.

»Det er jo det værste. Systemet er bygget op sådan, at det som en lille virksomhed ikke giver mening at gå rettens vej. Det er dyrt og tidskrævende i forhold til det, man kan få ud af en vundet sag,« siger Malene Stausgaard.

Samme vurdering har både Johan Løje og foreningen for små eller mellemstore virksomhed, SMVdanmark.

»Det nuværende system beskytter ikke de små virksomheder nok i disse sager, for selvom man har en god sag, vil det sjældent give mening at bruge penge og ressourcer på det, når en sag tager så lang tid, og når det endelige vederlag er så beskedent,« siger Johan Løje.

Jeppe Rosenmejer, der er chefjurist i SMVdanmark, stemmer i.

»Jeg er på ingen måde overrasket over, at der nu er en ny sag. Det er desværre noget, som vi har set mange gange - blandt andet med Bitz og Anne Black (kopisag mod Netto, red.). Det er helt tydeligt en god forretning at stjæle de små virksomheder designs, fordi erstatningerne er relativt lave, og det er enormt langtrukkent og dyrt at føre de her retssager,« siger han.

Liewood omsatte i 2022 for næsten 400 millioner. Virksomheden sælger tøj, legetøj, møbler og meget mere til børn og babyer.

B.T. vil den kommende periode bringe en række artikler med virksomheder, der føler sig kopieret af Liewood.