Hvis du ikke selv har lavet en, så har du nok set den hos dine venner på Instagram. Kollagen med de ni billeder fra året der er gået, som har fået allerflest likes.

Men selvom den såkaldte #BestNine-kollage efterhånden er blevet en nytårstradition på Instagram, så er det ikke en funktion, det sociale medie selv tilbyder. Men fortvivl ej.

Du behøver nemlig ikke selv at trawle hele dine profil igennem for at finde de billeder af babyer, huskøb og solnedgange, som har høstet flest likes, og sætte dem sammen til en kollage, så alle kan se, hvor godt året 2018 har behandlet dig. Det er der apps og hjemmesider, der klarer for dig.

Men der er selvfølgelig et 'men'.

Kevin Natanzon, grundlæggeren af Beta Labs, som har udviklet Best Nine, fortæller nemlig til Daily Express, at efterspørgslen er blevet så høj i løbet af de seneste år, at websitet ikke længere kan klare at lave kollagerne med det samme.

Derfor må man i dag, modsat tidligere år, give Best Nine sin emailadresse og få tilsendt kollagen senere.

Da B.T.s medarbejder forsøgte sig, kom dog en fejlmelding om, at hjemmesiden havde nået sit maks, og kollagen kom aldrig.

Dog er ideen om #BestNine så populær, at flere andre tilbyder samme service. Bl.a. 2018BestNine, hvor man end ikke behøver at oplyse sin emailadresse.