Det er ikke helt, som det plejer, når Dronningen holder sin 47. nytårstale som Danmarks regent.
Dels holder hun talen i havesalen på Fredensborg Slot, dels står der en helt særlig skulptur på bordet, hun sidder ved.
Prins Henrik døde i februar, 83 år gammel, og han kommer sikkert til at spille en rolle i talen.
Men også helt fysisk mindes Dronningen sin mand gennem 50 år.
Nytårsaften har hun nemlig sat skulpturen 'La Main du Createur' ('Skaberens hånd') frem. Det fremgår af et opslag på kongehusets officielle Instagram-profil, der allerede har høstet mange likes og kommentarer.
Prins Henrik var ligesom Dronningen kunstner, mens hans virke som skulptør blev først kendt, da han var oppe i årene. 'La Main du Createur' udførte han i 1996.
Nogle af hans værker er at finde ved prinsens vinslot Château de Cayx i Frankrig, ved Marienborg, mens andre står ved Tønder Rådhus og i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Talen sendes som altid direkte, og vi følger her på B.T. op med reaktioner, så snart talen er holdt.

