Hun er forsker – og så er hun influencer.
32-årige Kellie Gerardi er blandt de første, der skal ud at flyve med milliardæren Richard Bransons nye rumprojekt, som han selv netop er sendt afsted med som en indledende test.
En lang drøm går dermed i opfyldelse for kvinden, der startede med at studere filmvidenskab, men i dag sidder i bestyrelsen for Explorers Club i Manhattan og forsker i bioastronautik for Internationalt Institut for Astronautiske Videnskaber.
Det er instituttet, der betaler de hundredtusindvis af dollar, det koster at sende den usædvanlige rumentusiast på den to timer lange rejse ud i vægtløsheden i rummet og tilbage på landjorden.
Det er dog ikke kun for fornøjelsens skyld, selvom Kellie Gerardi får opfyldt sit livs store drøm med rumrejsen.
Hun vil nemlig på turen være iført en særlig dragt, der kan måle, hvordan hendes krop reagerer undervejs.
Derudover skal Kellie Gerardi også udføre et eksperiment under de omtrent fem minutter, hun befinder sig i vægtløs tilstand. Eksperimentet har til formål at afdække, hvordan væsker opfører sig i et isoleret miljø i mikrogravitation, for at kunne blive klogere på, hvordan man med nåle kan give medicin i rummet.
Det har dog været en lang og usædvanlig vej, den 32-årige influencer har taget for at komme ind på livet af bioastronautikken.
Hun startede med at studere film på universitet, fordi hun ville være videnskabsformidler. Så kom hun til at arbejde med kommunikation og forretningsudvikling i forskellige raketvirksomheder.
I dag er hun, som nævnt, ansat som forsker hos Internationalt Institut for Astronautiske Videnskaber og sidder i bestyrelsen for Explorers Club i Manhattan.
Og det var i sidstnævnte forening for eventyrere, at hun mødte milliardæren Richard Branson, som delte hendes passion for rummet – og ikke mindst fik hende med i sit rumprojekt.
Dengang stod hun i garderoben på Explorers Club for at være tæt på de astronautiske eventyr, hun dårligt turde drømme om.
»Jeg følte ikke, jeg på nogen måde ville kunne nå at komme ud i rummet gennem NASAs naturlige udvælgelsesproces. At møde Richard var det gennembrydende øjeblik for mig,« fortæller hun til The New York Post.
Hendes baggrund indenfor film og kommunikation gør hun også stadig brug af – nemlig som influencer.
Til sine 137.000 Instagram-følgere og 525.000 TikTok-følgere deler hun videoer om sin forskning og ikke mindst sin forestående rumrejse.
Formålet er klart.
Hun ønsker at dele sin passion for rummet med andre – og netop derfor er hun også meget engageret i Richard Bransons kommercielle rumprojekt, der har til formål at hjælpe (først absurd rige, siden almindelige) mennesker ud i rummet.
»Jeg er virkelig motiveret til at hjælpe med at udvide tilgængeligheden af rummet for mennesker, der kommer fra andre baggrunde, ligesom mig selv. Det er ikke en vej, der er lukket for dig,« understreger Kellie Gerardi til slut.