I disse dage er hashtagget #BottleTopChallenge gået viralt, og udfordringen går i al sin enkelhed ud på at få et skruelåg af en flaske – navnligt uden at røre eller smadre flasken.

Og nu tyder meget på, at der er fundet en foreløbig vinder.

For mens langt de fleste gennemfører udfordringen ved hjælp af kung-fu-lignende spark, er Mariah Carey gået til opgaven med en lidt andet teknik.

I videoen øverst i artiklen formår sangerinden, der er kendt for at kunne ramme de helt høje toner, nemlig at synge skruelåget af.

På blot et døgn er videoen blevet set næsten 23 millioner gange på Twitter, og adskillige tusinde har tilkendegivet deres begejstring for Mariah Careys hidtil skjulte talent.

'Det er ovre. Ingen kan toppe dette,' lyder det anerkendende fra Sony Music Globals officielle Twitter-profil.

Og sangkollegaen Rita Ora bakker op:

'Du vinder!'

Den 49-årige sangerinde er langtfra den eneste kendis, der har taget imod udfordringen.

Også profiler som Justin Bieber og Jason Statham har givet sig i kast med at få skruelågene af på ganske utradionel vis. Det samme har 'Go' morgen Danmark'-værterne Adam Duvå Hall og David Guldager.

Nogle klarer dog udfordringen på mere overlegen vis end andre.

Eksempelvis har den bulgarske fodboldspiller Dimitar Berbatov valgt at give #BottleTopChallenge et lille tvist, som du kan se nedenfor.