Hvis ikke de to 19-årige mænd fra Gribskov Gymnasium var trådt til, så havde Kenn Valbjørn måske slet ikke været i live i dag.

Se videoen for at få hele historien.

For at vise sin taknemmelig over for Sejer Dalum og Nicklas Andersen indstillede Kenn Valbjørn de to drenge til Årets Hjerteredder 2021.

»Man ved ikke, hvordan man skal udvise taknemmelighed over for sådan noget her. Jeg har sendt dem et meget følelsesladet takkebrev, og så har jeg indstillet dem til at blive Årets Hjerteredder 2021,« fortæller en meget påvirket Kenn Valbjørn.

Kenn Valbjørn. Foto: Kasper Marquardtsen
Kenn Valbjørn. Foto: Kasper Marquardtsen
Vis mere

Han forklarer endvidere, at en indstilling til så stor en bedrift var det ypperste, han kan bidrage med.

»De har sørget for, at jeg stadig trækker vejret. Det er prisværdigt, at andre træder til på den måde,« forklarer han.

Og det er også noget, de to unge mænd er meget berørte af.

»Det var meget bevægende, da vi læste brevet og fik at vide, at Kenn havde indstillet os. Vi åbnede det faktisk sammen,« fortæller Sejer Dalum og Nicklas Andersen, men lægger dog vægt på, at det ikke er derfor, det ikke var udsigten til helteroller, der fik dem til at skride til handling.

»Ja, altså, vi gik jo bare i handlemode. Vi tænkte ikke så meget andet end, at det her 'problem' med Kenn skulle ordnes – og så er det Kenns måde at sige tak på med nomineringen, og det er takket fra Kenn, vi er glade for. Det er ikke, fordi vi vil vinde store priser eller noget.«

Hvert år kårer Hjerteforeningen Årets Hjerteredder. Prisen går til en eller flere personer, der har handlet hurtigt og korrekt og ydet genoplivning, da den reddede person fik hjertestop.

For Sejer Dalum var det nylige møde med Kenn Valbjørn første gang han så ham siden ulykken. Sidst han så ham, var han blå i hovedet og død.

»Jeg synes faktisk, det er mere rart end mærkeligt at se Kenn igen. Blandt andet fordi jeg nu får sat det 'rigtige' ansigt på og ikke det blå og blodige ansigt, som lå ude på vejen.«

Og det er gensidigt, forklarer Kenn Valbjørn.

»Det trak sgu tænder ud. Jeg måtte kæmpe for ikke hulke.«

Nicklas Andersen så Kenn Valbjørn første gang tilbage i oktober 2020.

Kenn slutter af med igen at takke de to mænd.

Sejer Dalum og Nicklas Andersen. Goto: Kasper Marquardtsen
Sejer Dalum og Nicklas Andersen. Goto: Kasper Marquardtsen
Vis mere

»Jeg er i live på grund af jer to. Jeg ved ikke, hvordan man kan takke nok for det.«

Sejer Dalum og Nicklas Andersen er dog ikke gået videre i konkurrencen Årets Hjerteredder 2021.

En jury har udvalgt og nomineret tre redninger i livreddende førstehjælp.

De tre udvalgte er Natascha, der reddede sin fireårige søn Huxi, da han fik hjertestop efter en hoppetur i trampolinen i familiens have på Lolland.

Også 11-årige Whillams nødråb og de tre forbipasserende Alma, Louise og Patricks redning af Whilliams far, Cebastian Mogensen, da han efter en løbetur med Whillam faldt om i indkørslen foran deres hjem i Herning med hjertestop.

Til sidst er Anne Sofie og svigermor Marianne, der reddede Anne Sofies kæreste, Jeppe, da Jeppe faldt om med hjertestop i en hotelseng i Helsingør, skriver Ritzau.

Vinderen findes 13. marts til Hjerteforeningens indsamlingsshow Hjertegalla.