Fra mandag kan en række af landets butikker igen slå dørene op og byde kunder indenfor.

Men på grund af restriktionerne må der kun være et begrænset antal i butikkerne ad gangen – og det kan føre til lange køer udenfor.

Det skaber bekymring hos Dansk Erhverv, skriver DR.

Butikker under 5.000 kvadratmeter kan – såfremt de ikke ligger i et storcenter – genåbne fra mandag.

Dog sker det under skærpede afstandskrav, så der ikke lukkes for mange kunder ind i butikkerne ad gangen.

Til DR forklarer Dansk Erhverv, der er en af landets største erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer, at det kan føre til, at der opstår lange køer ude på gaderne:

»Vi forventer, at store dele af befolkningen vil gå ud og handle, selvom det kun er halvdelen af butikkerne, der holder åbent,« siger Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv, til mediet og forklarer, hvordan man eksempelvis inden jul så, at folk stimlede sammen i køer foran butikkerne.

Af den grund mener Dansk Erhverv, at alle butikker bør få lov til at genåbne – så kunderne ikke samles for tæt, men kan fordeles mere ligeligt.