Et simpelt opslag på Instagram har vækket en gammel sang – børnesang vel at mærke – til live.

For hvis du genkender teksten 'flip-flap-fluppe-bippe-blop', så ved du præcist, hvilken sang det drejer sig om.

Hvad knap så mange måske ved er, at sangen med titlen 'Pilfingerdansen - Remix' er skrevet og indspillet af Sigurd Barrett for år tilbage og har ligget forholdsvis stille på diverse streamingtjenester.

Sangen fik dog nyt liv, da instagrammeren Anders Hemmingsen tidligere på måneden delte et opsalg med sangen, der var lagt ind over en video med en dj. Du kan se opslaget herunder.

Efterfølgende gik det stærkt.

Sangen lå pludselig øverst på virallisten på Spotify og var i en periode nede som nummer 29 på listen 'Top 50' på Spotify.

Med andre ord: Sangen blev spillet igen og igen i Danmark.

Skaberen af 'Pilfingerdansen - Remix', Sigurd Barrett, har efterfølgende fortalt om historien bag det nu så populære hit, som egentlig er lavet til børn, til nyhedsbrevet Muzak.

»Det hele startede jo med, at jeg lavede et remix af 'Pilfingerdansen' sammen med Halfdan E. Remixet var med på 'Sigurds Bjørnetime 2' tilbage i 2002, og så har den jo egentlig bare ligget der i alle de år. Og alle de børn, der er vokset op med 'Sigurds Bjørnetime', de er så blevet unge mennesker nu,« siger Sigurd Barrett til Muzak.

Og faktisk havde han ikke selv bemærket noget.

»Alt det her det vidste jeg jo ikke noget om. Jeg fik bare at vide af mit pladeselskab, at nu var den kommet ind på top 200 på Spotify. Så det er jo et hit! 'Pilfingerdansen' er blevet et hit, ha ha.«

»Jeg har også set, der er rigtig mange unge mennesker og børn, der lægger det ud på TikTok, hvor de danser til den, og radioerne har også spillet den.«

Sigurd Barrett er særligt kendt fra 'Sigurds Bjørnetime' fra 1998.
Sigurd Barrett er særligt kendt fra 'Sigurds Bjørnetime' fra 1998. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
Vis mere

Tirsdag var Sigurd Barrett med i podcasten 'Helt væk med Hemmingsen'. Her afslørede han, at man efter alt at dømme ikke har hørt det sidste til sangen.

»Jeg har hørt fra mit pladeselskab Universal, at der er endnu et remix på vej. Nogle unge drenge, som jeg ikke må sige, hvem er. Men jeg må godt sige, at jeg tror, I ved, hvem det er,« forklarede han i podcasten.

»Jeg har aldrig haft et radiohit. Så på den måde må jeg sige, at det er fedt.«

Du kan høre podcasten, hvor også tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen var med som gæst, øverst i artiklen.