Selv er han vokset op som enebarn. En ensom færd. Derfor har Sigurd Barrett altid gerne villet have mange børn selv.

Det har han så fået. Seks styk. Og nu er endnu én på vej. Den populære entertainer kan nemlig snart kalde sig far til syv.

Det skriver Her og Nu, der mødte den begejstrede pianist til premieren på 'Sværdet i stenen' i Taastrup Teater og Musikhus.

»Det er fantastisk dejligt. Jeg elsker børn og kommer ikke til at sige stop, for vi elsker hinanden, og vi skal have de børn, vi kan få,« fortalte han til ugebladet.

Sigurd Barrett og Heiðrun Petersen mødte hinanden ved en koncert i 2015. Efter nogle måneder blev de kærester, hun flyttede ind, og sidste år gik han på knæ for hende. 
Sigurd Barrett og Heiðrun Petersen mødte hinanden ved en koncert i 2015. Efter nogle måneder blev de kærester, hun flyttede ind, og sidste år gik han på knæ for hende.  Foto: Bjørn Jakobsen
Vis mere

Den 53-årige Sigurd Barrett deltog sammen med sin højgravide kæreste, Heiðrun Petersen, som sidste år fødte en lille pige.

I forvejen havde han fire piger og en dreng i alderen 14 til 25 år med ekskonen Winnie Merete Barrett, som han var gift med frem til 2011.

Herefter var planen om at få flere børn egentlig lagt på hylden, har han tidligere fortalt til B.T.

Men så mødte han i 2015 den unge violinist Heiðrun Petersen ved en koncert. Efter nogle måneder blev de kærester, og hun flyttede ind. Forrige år gik han på knæ, og i juni sidste år kom deres fælles datter til verden. 29-årige Heiðrun Petersens første.

»Hvis jeg ikke havde mødt hende, var det da ikke sikkert, at jeg havde fået flere børn. Men sådan er livet jo – det snor sig ind og ud,« sagde han dengang til B.T. og fortsatte:

»Og når jeg nu står her og har fået denne lille søde pige, så er det jo en kæmpe gave for mig også. Det er jo ikke noget med, at nu har vi fået en pige for hendes skyld. Det er så sandelig også for min.«

Nu er endnu en lille pige så på vej, og hun forventes at melde sin ankomst om en lille måneds tid.