Over en uge skulle der gå, før Facebook endelig fjernede en falsk begivenhed, der misbrugte DR Koncerthusets navn.

Også selvom DR igen og igen havde forsøgt at råbe techgiganten op.

'Harry Potter | DR Koncerthuset Online 2021' hed Facebook-begivenheden, som var sat til at løbe af stablen 3. april. Flere tusinde var interesserede. Men begivenheden var svindel og humbug.

Alligevel var den fortsat at finde på Facebook mandag. Også selvom DR seks gange forinden havde anmeldt den.

»Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at begivenheden fortsat eksisterer. Jeg kan derfor kun opfordre til, at brugere, der er interesserede i begivenheder fra DR Koncerthuset, for eksempel tjekker vores hjemmeside,« forklarede chef for kommerciel udvikling og drift i DR Koncerthuset Casper Remmer Jeppesen forleden til B.T.

Begivenheden, der tirsdag er slettet, blev oprettet i starten af april. Her blev folk inviteret »med på en flyvetur gennem John Williams imponerende filmmusik fra Harry Potter-serien«.

7.200 Facebook-brugere udviste interesse. 1.400 trykkede 'deltager'. Flere hundrede henvendte sig desuden direkte til DR.

Men der var ikke nogen begivenhed at deltage i. Og slet ikke en, som DR havde arrangeret.

Her det opslag, der har sendt interesserede Facebook-brugere videre til et link, hvor de er blevet bedt om kortoplysninger. Hverken opslaget eller linket har noget med DR at gøre.
Her det opslag, der har sendt interesserede Facebook-brugere videre til et link, hvor de er blevet bedt om kortoplysninger. Hverken opslaget eller linket har noget med DR at gøre.
Vis mere

I stedet blev interesserede ledt ind på en hjemmeside, hvor de på sludder-engelsk blev forsøgt franarret deres kortoplysninger.

Casper Remmer Jeppesen ærgrer sig over, at DR Koncerthuset skal lægge navn til den slags åbenlys svindel.

»Vi er naturligvis utrolig irriterede over, at vores navn bliver misbrugt, og ikke mindst at brugerne med interesse for DR Koncerthuset bliver snydt af svindlere på den måde.«

»Det er umuligt for os at gardere os helt imod, men vi reagerer, så snart vi bliver opmærksomme på det, hvorefter vi indberetter det til Facebook.«

Brugere bliver bedt om at oprette login. Det kræver 'blot' kontooplysninger og verifikation på en side, som altså ikke har noget med DR at gøre.
Brugere bliver bedt om at oprette login. Det kræver 'blot' kontooplysninger og verifikation på en side, som altså ikke har noget med DR at gøre.
Vis mere

Men hvordan kan det være, at Facebook ikke reagerer, når der bliver anmeldt igen og igen?

Det spørgsmål stillede B.T. Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, mandag – før begivenheden endelig blev slettet.

»Udfordringen ved denne type af håndhævelse er, at det nogle gange kan være svært at se, hvad der foregår, hvis kontakten bliver skabt på Facebook, og udvekslingen af penge og oplysninger sker et andet sted,« forklarede han.

Han uddybede, at Facebook dagligt får mange anmeldelser – også af sider, begivenheder og andet, der reelt ikke har gjort noget forkert. Derfor er »systemet også nødt til at være robust«, så alt ikke blot bliver slettet og blokeret ved anmeldelse.

Desuden er Facebook løbende i dialog med virksomheder som DR for at forhindre svindel.

Adspurgt, hvorfor begivenheden trods løbende dialog og flere anmeldelser efter ni dage stadig var tilgængelig mandag, lød svaret:

»Det kan man ikke konkludere noget ud fra. Begivenheden ligger bag os i tid. Så det akutte i forhold til at tage den ned, inden den kan gøre mere skade, er der ikke længere. Jeg ved ikke, hvor vores team er i gennemgangen af det.«

Kommunikationschefen tilføjede, at Facebooks brugere altid bør væbne sig med samme sunde fornuft, som de bruger i den virkelige verden.

Og at Facebook i mange år har arbejdet på at skabe transparens, så man som bruger eksempelvis kan se, hvem der står bag forskellige begivenheder, og hvornår disse profiler er oprettet, og på den måde altså bruge sin skepsis.

Hvad er så Facebooks ansvar?

»Vi har selvfølgelig et ansvar. Vi har et ansvar for at holde platformen så fri for falske profiler, som det er teknisk muligt. (...) Vi har også et ansvar for, at folk har mulighed for at blive klogere på, hvad de sidder foran.«

»Vi har selvfølgelig også et ansvar for generelt at have fokus og beredskab, så selvom vi har bygget en platform til at folk kunne gøre fede og hyggelige ting, skal vi også være i stand til at håndtere det, når folk ikke gør det.«

Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster.
Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster. Foto: Martin Lehmann
Vis mere

Men er I så det, når DR har kunnet rette henvendelse med anmeldelse seks gange, uden der sker noget?

»Jeg kan ikke umiddelbart afkode, hvad der er sket i denne situation, uden flere informationer. Hvem har henvendt sig? Hvad har de anmeldt for? Hvordan har man anmeldt?«

»For at komme til kernen af dit spørgsmål: Er det perfekt, at begivenheden ligger der, når den er blevet anmeldt? Nej. Det er det ikke,« siger han.

»Og der er jo ingen tvivl om, at i sådan et arbejde, hvor man har nogle kreative, ihærdige modstandere, der hele tiden gør, hvad de kan for at komme omkring systemerne, skal man hele tiden være med. Det holder ligesom ikke op.«