Daniel Malmedahl er 17 år, da han i 1997 sidder ved sin stationære computer på teenageværelset og laver en optagelse, hvor han entusiastisk imiterer lyden af sin vens knallert.
På dette tidspunkt ved han ikke, at hans lydfil snart vil blive et verdensomspændende fænomen. Inficere børneværelser, tv-show og ikke mindst mobiltelefoner med sin irriterende lyd. Definere et årti og indbringe milliarder af kroner, som Daniel Malmedahl ikke selv får nævneværdig del i, før han til sidst bliver offer for sin egen grådighed.
Dette er historien om Crazy Frogs storhed og fald.
Og genoprejsning. For fredag vendte det enerverende 00er-fænomen tilbage.
Iklædt sine karakteristiske flyverbriller og blottede penis er han nu tilbage på YouTube med et cover af Run DMC-hittet 'It's Tricky' og en plan om at genindspille flere af de musiknumre, som er genopstået og gået viralt på det sociale medie TikTok de seneste år, afslører Sony-chefen Wolfgang Boss, der også var ansvarlig for Crazy Frogs debut på musikscenen for 16 år siden.
Så lad os starte med den historie:
Fra 17-årige Daniel Malmedahl fra Gøteborg havde lagt sin lydfil på internettet, gik der seks år, før den blev opdaget af animatoren Erik Wernquist, der med det samme kunne høre, at lyden havde uforløst viralt potentiale.
Han skabte derfor en 3D-figur af en frølignende tingest, der til en manipuleret udgave af Daniel Malmedahls lyd starter en imaginær knallert og forsvinder i en røgsky. Både figur og video fik titlen 'The Annoying Thing' (den irriterende tingest, red.).
»Mit mål var at få animationen til at gå viralt, fordi jeg syntes, den var sjov. Jeg tænkte, at hvis jeg lægger den ud på nettet, og jeg er heldig nok, bliver den delt, og folk ser den,« har Erik Wernquist tidligere fortalt i dokumentaren 'The Not so Crazy Frog'.
Og det gjorde den.
Dengang fandtes der ikke youtubere og influencere, og YouTube var primært en platform for den slags sjove videoer, der i dag er flyttet til Instagram Reels og TikTok. Og det er netop den erkendelse, der har fået Sony-bossen til igen at lugte guld.
»Da vi lavede Crazy Frog, var der ikke TikTok. Det eksisterede ikke. Men nu er TikTok super vigtigt. Det er i virkeligheden den primære platform til at dele ny musik og sjove ting, der har noget med musik at gøre,« siger han til BBC og tilføjer, at 'ringetoner i dag er et fuldstændig dødt fænomen'.
Dermed opsummerer han, hvad Crazy Frog endte med at blive til.
For i 2004 blev Erik Wernquists 'The Annoying Thing' nemlig opdaget af ringetonegiganten Jamba. Hvis du så MTV eller læste Anders And-blade dengang, husker du nok reklamerne for Jambas polyfoniske ringetoner, som du for et par kroner kunne få ind på din Nokia 3310, som du desuden også kunne købe sort/hvide og pixelerede skærmbaggrunde til.
Firmaet øjnede med det samme en forretningsmulighed og købte rettighederne til både lyd og figur, som de i samme ombæring døbte Crazy Frog.
»Hvis jeg havde vidst, hvor stor en ting det her ville blive, så havde jeg ikke tilladt dem at bruge det dumme navn. Det har intet at gøre med figuren. Det er ikke en frø, og den er heller ikke specielt skør,« fortalte Erik Wernquist året efter til det nu lukkede HitQuarters.
For det blev stort. Ringetonerne blev så rasende populære, at musikproduceren Wolfgang Boss sprang til, da han øjnede en chance for at få dem ud af mobiltelefonerne og ind i folks hjem og stereoanlæg.
Første singleudspil blev 'Axel F', der oprindeligt var temamelodien til filmen 'Frækkere end politiet tillader' fra 1984 og en populær ringetone på det tidspunkt. Men den blev et endnu større hit, da Wolfgang Boss og produceren Reinhard 'Voodoo' Raith tilføjede den en klassisk eurodance-lyd, som var populær i 90erne, og garnerede den med Daniel Malmedahls manipulerede knallert-imitation og lidt 'ding ding' her og 'baab baab' dér.
Af uforklarlige årsager blev den irriterende sang et gigantisk hit i hele Europa. I Danmark lå den på hitlisten i 24 uger, mens den i Storbritannien blev den bedst sælgende single i hele 2005, hvor den solgte fire gange så meget som Coldplays 'Speed of Sound'.
Iført en kæmpe dragt optrådte 'Crazy Frog' til koncerter og i tv-show. Der blev udgivet PlayStation-spil, en bog med bud på 'irriterende sms'er, man kan sende til hinanden', og 'ding ding'-udgaver af kendte julesange. I 2007 var der sågar tale om en spillefilm og en tv-serie.
Men noget tyder på, at den i forvejen ikke særlig saftspændte citron – her fornærmer vi vist ikke nogen – blev presset for meget. For da fænomenet udgav sit tredje album, 'Everybody Dance Now', i 2009, var interessen forsvundet. Albummet floppede fælt, og Crazy Frog forsvandt.
Selvom Daniel leverede den lyd, som gigasuccesen blev bygget på, udtalte han i 2005, at hans bid af kagen var begrænset.
»Jamster (selskabet bag Jamba, red.) tjener en helvedes masse penge. Det er en af de bedst sælgende ringetoner i verden. Og ja, de giver mig en bid af overskuddet. Men jeg tror ikke engang, det er en lille procent af, hvor meget de tjener. Vil det gøre mig rig? Nej.«
Heller ikke animatoren Erik Wernquist føler sig som en del af succesen. Faktisk prøvede han flere gange at stoppe projektet, fordi han syntes, det var »noget værre lort«, har han udtalt i 2017.
»Jeg tjente selvfølgelig nogle penge på det, og jeg er også klar over, at det var hele pointen. Men det var hårdt at være med, når man også havde en form for kunstnerisk ambition.«
To, der til gengæld gerne vil identificere sig med projektet, er Wolfgang Boss og Reinhard 'Voodoo' Raith, der både er ansvarlige for Crazy Frogs fødsel og genopstanden.
»I den nye video fremstår Crazy Frog, som han oprindeligt blev tænkt – med en penis,« siger Wolfgang Boss med henvisning til, at frøens kønsorgan blev censureret væk i de amerikanske og britiske tv-reklamer.
