Influenzasæsonen er over os.

Det betyder, at vi skal passe på ikke at blive smittet med virussen, der kan forvandle selv det stærkeste menneske til en sørgelig udgave af sig selv.

Men tager man nogle forholdsregler, er det muligt at slippe helskindet igennem influenzasæsonen. Det skriver et forskerhold fra blandt andet Bispebjerg Hospital i en artikel bragt i mediet Forskerzonen, der er en del af Videnskab.dk

For der findes nemlig måder at forebygge den ondsindede virus på, skriver Marco Bo Hansen, læge, ph.d. og forsker i hygiejne, sammen med sine kolleger.

Nemlig ved at vaske sine hænder omhyggeligt, bruge håndsprit og hoste og nyse i engangslommetørklæder eller ærmet – ikke i hænderne.

Derudover er det en god ide at undgå tæt kontakt med folk, der er syge, og undgå at røre dig selv ved øjne, næse og mund uden at have sprittet hænderne af eller vasket dem.

Det lyder måske som noget, du har hørt før, men spørger man forskningen, så virker det rent faktisk.

På Bispebjerg Hospital har de nemlig gennemført et hygiejneprojekt, hvor sygefraværet blandt de ansatte er lavt i netop de måneder, hvor de har skruet op for hygiejneniveauet.

Ved at registrere personalets håndhygiejne via et elektronisk hygiejnesystem, der helt automatisk har indsamlet data og sammenlignet hygiejneniveauet med personalets sygefravær, har det forbedret deres håndhygiejne med 60 procent ved kontakt med patienter.

Det har betydet, at i perioden med det høje hygiejneniveau har personalet også haft det laveste sygefravær sammenlignet med de præcis samme måneder de sidste fem år.

Men hvorfor er god håndhygiejne så vigtig, når det handler om influenza?

Influenza bliver spredt ved at indånde viruspartiklerne eller ved at få dem på hænderne, som man derefter bruge til at røre ved øjne, næse eller mund.

Og selve spredningen af virussen vil derfor stoppe med et sæt rene hænder.

Men før vi klapper i vores rene hænder, vil Marco Bo Hansen ikke med 100 procent sige, at håndhygiejnen er den direkte årsag til det lave sygefravær.

Og skulle man dog være så uheldig at blive syg med influenza, så opfordrer forskerholdet alle til at blive hjemme og skåne sine kolleger for smitten.

Smitte med influenzavirus lyder måske harmløst, men faktisk får omkring en ud af fem danskere influenza hvert år, og 1.000-2.000 dør af det. I Europa dør op til 70.000 mennesker om året af influenza.