December er ofte præget af både snottede næser og tør hoste blandt danskerne.

Det fører også til masser af sygemeldinger rundtomkring på de danske arbejdspladser, men hvilken dag ringer de ansatte oftest ind til chefen og melder sig syge? Det har Danmarks Statistik fundet ud af i en ny, årlig undersøgelse, og resultatet er ikke til at tage fejl af.

Det er nemlig - med afstand - om mandagen, at danskerne oftest bliver syge.

Faktisk er det næsten en tredjedel af de ansattes sygefravær, der starter på en mandag, viser undersøgelsen.

Og ser man bort fra lørdag og søndag, hvor mange naturligvis har fri, så er fredag omvendt den ugedag, hvor der er færrest sygemeldinger. Her er det kun 13 procent af de ansattes sygefravær, der starter på en fredag.

Kigger man på køn, så er det stort set ingen forskel på, hvornår mænd og kvinder melder sig syge. Alligevel er det en lidt større andel af mændenes sygeperioder, der starter på dagen efter weekenden.

Undersøgelsen, der ser på danskernes sygefravær i hele 2017, viser også, hvilken måned de ansatte oftest melder sig syge.

Ud af i alt 4,3 millioner sygeperioder i løbet af året  scorer januar højest med cirka 500.000 sygeperioder. Dernæst følger november, mens juli - hvor mange holder ferie - er nederst på listen.