Perianale fistler kan være en meget smertefuld og i de fleste tilfælde også svært hæmmende sygdom at have. Og så er det en forholdsvis almindelig lidelse. En lidelse, som man muligvis har fundet en bedre behandling til.
Når professor på afdeling for Blodprøver og Biokemi på Odense Universitetshospital Ditte Caroline Andersen skal forklare lidelsen til folk, der ikke kender den, lyder det sådan her:
»Man kan sige, det er en unormal forbindelse mellem tarmen, hvor der jo er afføring, og så huden i og omkring endetarmen,« lyder det fra professoren.
Sygdommen hæmmer meget, blandt andet fordi folk, der lider af den, ikke har helt kontrol over deres afføring, der kan sive ud gennem fistlen. Ligesom der også er smertefulde infektioner forbundet med den.

Derfor vil det for dem, der lider af perianale fistler, sikkert være en kærkommen nyhed, at ny, lovende forsøg muligvis kan helbrede op mod 75 procent af dem, der bliver behandlet.
Standardbehandlingen mod fistler ved endetarmsåbningen er i dag operation. Problemet med den behandling er dog, at der ofte er tilbagefald, og i for mange tilfælde sker der også skader på endetarmen i form af efterfølgende problemer med eksempelvis lukkemusklen.
Derfor er den nye behandling, hvor man henter stamceller i fedtvæv fra patienten og sprøjter det ind ved fistlen sammen med mikrofedt, umiddelbart en meget mindre risikofyldt affære.
De patienter, man har behandlet i første omgang i det danske studie, er alle sammen forsøgt opereret først uden bedring.
Og af dem, der var med i forsøget, viste de første resultater, at 75 procent blev helbredt. Et resultat, der giver håb for fremtiden. Også fordi et andet, udenlandsk studie gav lignende resultater.
»Der var et fransk studie, hvor de på samme tid som os, testede samme fremgangsmåde og opnåede succesraten lig vores. Så det er klart, at når der er to af hinanden helt uafhængige studier, der viser de her resultater, så ser det ud til, at det godt kunne komme til at virke,« siger Ditte Caroline Andersen.
Andre har forsøgt sig, hvor de har sprøjtet enten mikrofedt alene, eller dyrkede stamceller alene, men det tyder altså netop på, at det er kombinationen – som i det danske og det franske studie – der giver den høje succesrate.
»Det er ofte forholdsvis unge mennesker i alderen 30 til 50 år, der rammes af det her, og det er klart, at det har en meget nedsættende effekt på livskvaliteten. Der er folk, der ikke kan arbejde på grund af det, så en mulig helbredelse vil jo have en stor betydning,« siger Ditte Caroline Andersen.
Det nye studie er lavet af forskere fra SDU og Odense Universitetshospital, hvor de perianale fistler, der ofte er en komplikation ved en byld ved endetarmen foruden at være en afledt konsekvens af kronisk tarmbetændelse, er forsøgt helbredt med den nye metode.
Man har nu modtaget 9,4 millioner kroner til at fortsætte den forskning fra Novo Nordisk Fonden.
Med de midler vil man i fase to af studiet behandle forskellige grupper af patienter med mikrofedt kombineret med enten deres egne, friske stamceller, eller med dyrkede stamceller fra en donor.
Det at bruge stamceller fra donorer vil være meget brugbart således, at patienter med de generende fistler kan blive behandlet umiddelbart med det samme og eventuelt gentagne gange, fordi der ligger celler på frys, der er klar til brug.