Keto-kuren er de seneste år blevet en populær løsning, når de overflødige kilo skal smides, men noget tyder på, at den ikke er så god for dig, som du måske tror.

I hvert fald, hvis du spørger diætist Robbie Clark fra Australien. Han peger på, at den faktisk er det helt modsatte af god for dig.

Det skriver news.com.au.

Keto-kuren er - kort fortalt - en kur, hvor du spiser meget få kulhydrater. Uden kulhydrater forbrænder kroppen nærmest kun fedt i stedet for sukker.

»Keto-kuren betragtes som en restriktiv diæt. Specielt fuldkorn, bælgfrugter, grøntsager med stivelse og frugt, må man ikke spise,« siger Robbie Clark til det australske medie.

Når man helt udelukker så mange elementer af, hvad man vil kategorisere som en balanceret kost, så kan det have konsekvenser.

Man får simpelthen ikke de næringstoffer, man har brug for.

Robbie Clark står ikke alene med den vurdering. Magasinet US News & World Report, der hvert år kårer den bedste og værste diæt, placerede i 2020 Keto-kuren den som den værste ud af 35 mulige.

En af årsagerne - ud over mangel på vigtige næringsstoffer - var, at der er for mange regler, og så er den ikke særlig klimavenlig.

Det eneste, magasinet dog roste den for, var, at man taber sig utrolig hurtigt.

Desuden mener en anden australsk diætist, James Kuhn, at den kan være god for folk, der har svært ved at styre deres sult.

Årsagen til det er, at man spiser mindre mængder mad, der fylder godt i maven.