Måske er du lige vågnet med ondt i håret af for meget champagne. Det kan også være, at det lige er gået op for dig, at du nytårsaften fik sat dig et ambitiøst nytårsforsæt om at blive sundere i 2020.

I så fald skal du ikke være nervøs. De fleste danskere lægger alt for hårdt ud, når de vil i form, og så forsvinder motivationen som dug for solen - men det kræver langt mindre, end de fleste tror, at blive sund.

Faktisk drejer det sig kun om ganske få minutter - men det vender vi tilbage til, for danskerne er ofte alt for ambitiøse, når de vil i form:

»Mange vil gerne tabe sig og går i gang ved vanvittige projekter, som de ikke kan holde, fordi de kræver for meget, og så falder man fra efter en halv måned, fordi man har kastet sig over noget, der er for voldsomt.«

Foto: Privatfoto
Vis mere

Sådan lyder det fra træningsekspert Marina Aagaard. Hun er master i fitness og træning og driver en blog om motion, og hun forklarer, at de fleste af os er utålmodige efter at se resultater her og nu, men:

»Bare tag det roligt. Der er masser af tid. Når man kigger i medierne og ser tv, så ser det ud, som om man skal gøre en hel masse, men det er, fordi det er bedst tv, hvis det er lidt voldsomt,« siger Marina Aagaard og fortsætter med en opløftende oplysning:

»Det er nemmere, end man tror, at komme i form. Der er mange i januar, der tænker, at nu vil de tabe sig efter jul, så ambitionen er at smide nogle kilo, men det er dumt, for det er tit et 'her og nu'-projekt.«

I stedet bør man tænke langsigtet - og have tålmodighed.

Du behøver ikke løbe fem kilometer, for at blive sund, men træk alligevel i de gode jogginsko.
Du behøver ikke løbe fem kilometer, for at blive sund, men træk alligevel i de gode jogginsko. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Når dette er sagt, så mener Marina Aagaard ikke, at man skal holde sig tilbage med at sætte høje mål, når det kommer til motion.

Men hvis du starter fra nul og gerne vil løbe et halvmaraton, inden 2020 er omme, så er det vigtigt, at du starter med at sætte nogle delmål for dig selv, som er realistiske at nå.

»Folk kommer til at sige, at de skal gå fra nul til halvmaraton inden for en urealistisk tidsramme. Det tager tid for knogler og led at udvikle sig. Drømmemål er rigtig godt, men det skal deles op i delmål, der er overkommelige,« siger hun og fortsætter:

»Start, hvor du er - ikke hvor vennerne er, eller hvor du ser i tv, at andre er.«

Ifølge Marina Aagaard skal der dog meget lidt motion til, før man kan gøre fremskridt - og det behøver hverken at indebære løb, spinning eller romaskiner, som mange ellers tyer til på den anden side af 1. januar:

»Med meget lidt - og let - motion kan man gøre noget rigtig godt for sig selv. Så lidt som 45 minutters gang om ugen gør, at man øger sin modstandskraft, ligesom risikoen for at få alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme mindskes. Allerede der er man ved at forbedre sit helbred. Det er fuldstændig vildt,« siger hun.

En 45 minutters gang om ugen. Det svarer til cirka syv minutters let gåtur om dagen. Mere skal der altså ikke til for at blive sundere og for, at risikoen for at få alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme mindskes.

Det er dog anderledes, hvis man ønsker, at tallet på badevægten skal være lavere. Her kan man med fordel gå tur i en halv til en hel time om dagen - alt afhængigt af, hvor stort et vægttab man ønsker sig.