En norsk landmand må have gjort store øjne, da han var ude og grave i sin have fredag.

Dybt under mulden stødte han nemlig på noget stort og hårdt, og der var ikke tale om norsk klippegrund.

Under sin jord fandt Frode Øina Andreassen nemlig en båd, som man mener, kan være op til 1400 år gammel, skriver norske Frolendingen.

Der er tale om en såkaldt stammebåd. En båd, som er skåret ud i et stykke af en enkelt træstamme.

Fundet blev gjort i Froland ved Agder, og det er ikke det første fund af den slags i området.

Andreassen har nemlig afsløret overfor lokalavisen, at hans oldefar har gjort to lignende opdagelser.

»Da min oldefar fandt to for 88 år siden, blev de senere vurderet til at være over 1000 år gamle,« fortæller han og uddyber:

»Hvor gammel denne er, har jeg ikke nogen idé om. Den kan være yngre end den forrige eller ældre.«

De to både, man tidligere har fundet, er blevet vurderet til at være henholdsvis 1000 år og 1370 år gammel.

I Danmark bliver der også med mellemrum gjort lignende fund. I Løgstør fandt man i 2002  en 700 år gammel båd, da dykkere forestod en skattejagt under vand. To år senere fik man båden på land.

Stammebåden, man stødte på, var seks meter lang og lavet af en bøgestamme.

»Vi så noget træ stikke frem, og da vi mærkede på det, var det tydeligt, at det var noget som var forarbejdet. Snart kunne vi se konturerne af stammebåden«, fortalte sportsdykker Jens Brix Laursen dengang til B.T.