De fleste antager nok, at en kat, der spinder, er tilfreds, mens en kat, der hvæser, er gal i skralden. Og måske er du også stødt på internetfænomenet Grumpy Cat, der blev berømt for altid at se meget gnaven ud.

Men generelt er der mange, der har svært ved at afgøre, hvordan en kat har det, baseret på dens ansigtsudtryk. Det er i hvert fald konklusionen på et nyt studie, skriver Washington Post ifølge Videnskab.dk.

Studiet viser, at de fleste mennesker har svært ved læse kattes ansigtsudtryk, men at det ikke er umuligt.

»Katte fortæller os ting med deres ansigt, og hvis du er virkelig dygtig, så kan du spotte det,« siger professor i adfærdsbiologi Georgia Mason til Washington Post ifølge Videnskab.dk.

Hun forsker ved University of Guelph i Ontario, Canada.

I studiet undersøgte forskerne mere end 6.000 mennesker i 85 lande. Deltagerne skulle bedømme 20 korte videoklip med nærbilleder af katte og vurdere, om katten havde en positiv eller negativ følelse.

I halvdelen af videoerne havde katten positive følelser, og i den anden halvdel havde de negative følelser.

Selvom størstedelen af deltagerne faktisk var katteejere, var deltagerne ikke gode til at bedømme kattens humør. Den gennemsnitlige score var lige under 60 procent korrekte.

Alligevel havde 13 procent af deltagerne mere end 75 procent korrekte svar. Forskerne kaldte dem for 'katte-hviskere'.

De, som havde den bedste score, var oftest folk, der arbejder professionelt med katte, heriblandt dyrlæger.

»Nogle mennesker kan læse katte. Det betyder, at katte er svære at læse, men ikke totalt umulige,« påpeger Georgia Mason til Washington Post ifølge Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk