Hunde lytter, når mennesker taler.

Men noget tyder på, at de faktisk også lytter meget nøjagtig efter, hvad der helt præcis bliver sagt.

Et nyt studie viser i hvert fald, at hunde kan kende forskel på ord, der næsten lyder ens, skriver New Scientist ifølge Videnskab.dk.

Forskere fra University of Sussex i England har lavet et forsøg med 70 hunde af forskellige racer.

Her afspillede de seks ord, som var indtalt af forskellige personer, i det samme toneleje. Ordene adskilte sig kun på vokalerne. For eksempel afspillede forskerne de nærliggende engelske ord ’had’ og ’hid’, der på dansk betyder henholdsvis ’havde’ og ’gemte’.

48 af hundene rykkede enten deres ører eller skiftede øjenkontakt, når de bemærkede, at stemmen eller ordet ændrede sig.

Men deres opmærksomhed forsvandt, når de hørte det samme ord blive gentaget flere gange.

Forskerne vurderede derfor på hundenes reaktion, at de lagde mærke til forandringerne.

Indtil nu troede man, at det kun var mennesker, som kunne høre forskel på vokaler i ord. Men hundene kan det tilsyneladende også, viser studiet.

»Jeg var overrasket over, hvor godt nogle af hundene reagerede på ukendte stemmer,« siger hovedforfatteren på studiet, Holly Root-Gutteridge til New Scientist ifølge Videnskab.dk.

»Det betyder måske, at de forstår mere, end vi lige går og tror,« tilføjer Holly Root-Gutteridge, der er postdoc og adfærdsbiolog ved University of Sussex.

Britta Osthaus, lektor i evolutionær psykologi ved Canterbury Christ Church University i England, siger om studiet, at det påviser styrken af sociale interaktioner mellem hund og menneske, men:

»Det kunne være interessant at se, om en hund vil reagere anderledes på kommandoerne ’sat’ og ’sit’,« siger hun.

Årsagen til, at hundene kan høre forskel på vores ord, er måske et resultat af, at hunde, som er bedre til at lystre, er blevet fremavlet gennem tiden.

Andre artikler på Videnskab.dk