Det siges, at coronavaccinen fra Moderna virker bedre end den fra Pfizer.

I hvert fald når det kommer til kampen mod deltavarianten. Det er på trods af, at begge vacciner er RNA-vacciner, der er produceret på samme måde. Alligevel er der en forskel, skriver VG.

»En af grundene til, at Moderna-vaccinen kan give en kraftigere respons, er, at der er cirka tre gange så mange RNA-partikler i en dosis Moderna sammenlignet med en dosis Pfizer,« lyder det fra den norske smitteværnsdirektør Geir Bukholm fra Folkehelseinstituttet i Norge, da han taler med VG.

Denne viden kommer på baggrund af et større amerikansk studie med 50.000 patienter fra Minnesota.

Studiet viser, at Moderna-vaccinen er mere effektiv i kampen mod den meget smitsomme deltavariant end Pfizer.

I juli 2021 var vaccinen fra Moderna 72 procent effektiv mod smitte med deltavarianten mod Pfizer på 42 procent, viser studiet, der fremlægger resultater fra januar til juli i år.

Det betyder dog ikke, at de, der er blevet vaccineret med Pfizer, skal være bange. For begge typer vacciner beskytter stadig mod alvorlig sygdom med corona og forhindrer indlæggelse.

Dog konkluderer det amerikanske studie, at det kan blive nødvendigt med et stik med Moderna. Det gælder for alle, der har fået Pfizer- eller Moderna-vaccinen.