I Kolding er stemningen trykket. Der har udspillet sig en forbrydelse, men ingen ved, hvad der er sket.
Det kan Lotte Henriksen fortælle. Hun bor i nabolaget, hvor fire personer er blevet fundet kvæstet på to adresser, der ligger tæt på hinanden.
To personer er i kritisk tilstand og er det fortsat lørdag aften, kan vagthavende fra Sydøstjyllands Politi oplyse.
»Der er ikke tale om mindreårige, og så kan jeg fortælle, at der ikke er kommet nogen ændringer i forhold til pressemeddelelsen (fra tidligere, red.),« siger vagthavende Jeppe Thranum.
Jeg fik at vide, at en mand var kørt på sygehuset med blod ud af baghovedetLotte Henriksen, nabo til hændelsen
I pressemeddelelsen kan politiet nemlig fortælle, at en kvinde på 49 år er blevet anholdt i forbindelse med sagen. Kvinden har angivelig en 'familiær relation' til de fire, der er kommet til skade.
Naboen Lotte Henriksen blev ringet op lørdag morgen af en af de andre naboer til hændelsen. Vedkommende kunne her fortælle, at der var sket noget alvorligt.
Lidt senere bankede det på døren. Det var politiet:
»De spurgte, om jeg kendte dem,« fortæller Lotte Henriksen.

Hun kender i hvert fald til manden i huset, som hun har talt med nogle gange, men ikke hustruen. Ellers blev Lotte Henriksen ikke meget klogere af politiets besøg.
»De kunne ikke fortælle så meget om situationen.«
Men med en stor uvished og lidt information var besøget til større frustration end gavn for koldingenseren:
»Det er forkert, at de kommer her og udfritter en og spørger, hvad der er sket. De burde i stedet fortælle os, hvad der sker.«
Men selvom Lotte Henriksen ikke kunne få information fra politiet, havde hun allerede fået en del viden fra naboen fra tidligere:
»Jeg fik at vide, at en mand var kørt på sygehuset med blod ud af baghovedet,« siger Lotte Henriksen og fortsætter:
»Naboen kunne også fortælle, at en kvinde var blevet ført væk med håndjern på.«
Men hvilken relation, de to har til hinanden, er stadig uvis.
Lotte Henriksen kunne efter samtalen med naboen se en ambulance, der kom kørende med udrykning, men som hurtigt kørte væk igen.
»Jeg bor jo lige ved en vendeplads. Men ellers kunne jeg ikke se noget herfra.«
Under alle omstændigheder kommer forbrydelsen som et chok for Lotte Henriksen og naboerne.
Især fordi naboerne jævnlig mødes for at få sig en drink og sludre om stort og småt. Og de har også haft et møde lørdag aften. Dog blev de ikke meget klogere på situationen. Men ingen af naboerne føler sig utrygge ved at være i området.
På den anden af de to adresser, hvor fire personer blev fundet kvæstet, stod pressefotograf Nicolai Ladefoged og forsøgte at få politiet i tale, men uden held.
»De var ved at pakke sammen derude. Hundepatruljen forlader området med det samme, som jeg ankommer,« fortæller fotografen og fortsætter:
»Ellers gik der to teknikere i dna-dragter, to hundeførere og to fra kriminalteknisk afdeling.«
Politiet er dog ikke til stede i området længere, kan Nicolai Ladefoged fortælle, men der står fire hjemmeværnsfolk til at bevogte området.
Pressefotografen kunne fortælle, at politiet ikke udtalte sig om sagen, og de frabad sig, at der blev taget billeder af selve huset.
Politiet har dog tidligere oplyst, at den 49-årige kvinde, som blev ført væk i håndjern, er anholdt og sigtet for drabsforsøg. Det formodes, at hun har handlet alene, og at der ikke er tale om flere gerningspersoner.
Søndag vil kvinden blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Horsens. Det vil blive for lukkede døre.

