En tidlig augustmorgen sidste år låste en nu 50-årig kvinde sig ind i et hjem i Kolding. Ikke længe efter blev hun anholdt og sigtet for drabsforsøg. Drabsforsøg i flertal.

Nu – godt et år senere – indtager kvinden anklagebænken ved Retten i Kolding, hvor hun er tiltalt for at have forsøgt at dræbe fem af sine familiemedlemmer. Heriblandt sine forældre.

Står det til anklagemyndigheden, skal hun anbringes på en psykiatrisk afdeling.

B.T. har fået aktindsigt i anklageskriftet, der beskriver politiets opfattelse af, hvad der skete netop den morgen 14. august sidste år.

I anklageskriftet lyder det. at kvinden umiddelbart før klokken 8.10 med en nøgle skulle have skaffet sig adgang til huset i Kolding, hvorefter hun igen og igen skulle have stukket en af beboerne i brystregionen med en kniv.

Dernæst skulle hun være gået videre til den næste beboer. Have stukket pågældende flere gange i overkroppen og brystet.

Begge personer var i livsfare – den ene efterladt med skader på hovedpulsåren, en læsion på leveren og skader på lungerne – da kvinden ifølge anklageskriftet forlod bopælen og bevægede sig videre til en ny adresse ikke langt derfra.

Her lå et af sagens andre ofre og sov, da en kniv ført af den 50-årige borede sig ind i pågældendes bryst, lyder det i anklageskriftet.

Flere af sagens forurettede var ifølge politiet i livsfare efter at være blevet angrebet med knive. Foto: Presse-fotos.dk
Flere af sagens forurettede var ifølge politiet i livsfare efter at være blevet angrebet med knive. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Efterfølgende skulle kvinden have angrebet to andre – ifølge anklagemyndigheden for at dræbe dem.

Så galt gik det dog ikke. Kvinden blev overmandet og fastholdt, til politiet ankom, beskrives det.

Da kvinden dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør, omfattede sigtelsen fire drabsforsøg. Drabsforsøg, som hun erkendte, før dommeren besluttede at varetægtsfængsle hende.

Siden er sagen altså blevet udvidet med endnu et drabsforsøg.

Sagen kører ved Retten i Kolding 29. og 30. august. Og ikke som en tilståelsessag.

Kvindens erindring rækker ikke hertil, oplyser hendes forsvarer, Anne Kristensen, til B.T. og tilføjer, at hendes klient dog ikke bestrider tiltalen.

Sagen er af anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi rejst som en nævningesag, men af retslisterne fremgår det, at det bliver en domsmandsret, der skal tage stilling, om kvinden skal dømmes – og hvilken straf hun i så fald skal have.

Dermed har den tiltalte kvinde altså frabedt sig, at det bliver nævninge, der tager stilling til hendes videre skæbne.

»Sagen kommer primært til at angå, om hun skal have en anbringelsesdom – som anklagemyndigheden påstår – eller en behandlingsdom,« oplyser Anne Kristensen.

Hun henviser dermed til, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at kvinden idømmes anbringelse på en psykiatrisk afdeling. På ubestemt tid.