Lige siden tv-serien '13 Reasons Why' fik premiere på Netflix i 2017, har eksperter frygtet, at serien romantiserer idéen om selvmord.

Og nu det tyder på, at de havde ret i deres bange antagelser.

En ny amerikansk undersøgelse viser nemlig, at selvmordsraten hos 10-17-årige amerikanske drenge er steget markant i måneden efter udgivelsen af serien.

Helt præcist med 28,9 procent.

I serien, der har fået den danske titel 'Døde piger lyver ikke', følger man den unge pige Hannah, der begår selvmord. Man ser blandt andet, hvordan hun sender 13 bånd til forskellige skolekammerater, der beskriver 13 grunde til, at hun vil tage sit eget liv.

Siden premieren 31. marts 2017 er serien af flere amerikanske organisationer og eksperter blevet kritiseret for i detaljer at vise, hvordan unge Hannah tager sit eget liv.

»Selvmord er et verdensomspændende problem, og det er svært at nedbringe selvmordsraterne. Det sidste, vi har brug for, er noget, der øger dem,« siger Lisa M. Horowitz, der er forsker og én af medforfatterne til den nye undersøgelse til New York Times.

Undersøgelsen, der er lavet af forskere på National Institute of Mental Health i USA, kigger på selvmordsstatistikkerne fra 1. januar 2013 til 31. december 2017.

En ny undersøgelse viser, at selvmordsraten hos 10-17-årige amerikanske drenge, er steget markant efter udgivelsen af Netflix-serien.
En ny undersøgelse viser, at selvmordsraten hos 10-17-årige amerikanske drenge, er steget markant efter udgivelsen af Netflix-serien. Foto: Presley Ann / GETTY IMAGES NORTH AMERICA / AFP
Vis mere

Ved hjælp af undersøgelsen har forskerne kunnet konstatere, at april 2017 var den måned i løbet af de fem år, hvor flest 10-17-årige amerikanske drenge begik selvmord.

Og det er vel at mærke måneden efter, at '13 Reasons Why' blev gjort tilgængelig på Netflix.

»Vi har lige set undersøgelsen, og vi er ved at kigge nærmere på den. Dette er et meget vigtigt emne, og vi har arbejdet hårdt på at sikre, at vi behandler dette følsomme emne på en ansvarsfuld måde,« siger en talsmand fra Netflix til mediet.

Selvom undersøgelsen viser, at selvmordsraten blandt 10-17-årige amerikanske drenge er steget markant efter udgivelsen af '13 Reasons Why', har forskerne dog ikke kunnet fastslå, om serien har haft direkte indflydelse på drengens beslutning om at begå selvmord.

Sangerinde og skuespiller Selena Gomez er producer på serien '13 Reasons Why', og her ses hun til premieren på serien i slutningen af marts i Los Angeles sammen med det øvrige cast. 
Sangerinde og skuespiller Selena Gomez er producer på serien '13 Reasons Why', og her ses hun til premieren på serien i slutningen af marts i Los Angeles sammen med det øvrige cast.  Foto: MARK RALSTON (arkiv).
Vis mere

Også danske eksperter har tidligere været ude og advare om den populære Netflix-serie.

Blandt andet Jeppe Toft, der er direktør i Livslinien, som har en hotline, hvor mennesker med selvmordstanker kan ringe ind og få hjælp. Han har tidligere fortalt B.T., at han mener, den grafiske fremstilling af, hvordan en ung pige ender sit liv, er yderst kritisabel - og potentielt farlig.

»Al forskning viser, at det at beskrive og vise metoderne har en smittende effekt. Og når selvmord har været portrætteret i medier, så ser man typisk i de følgende uger og måneder, at den selvmordsmetode er steget kraftigt,« har Jeppe Toft, direktør i Livslinien tidligere sagt til B.T.

Både Livslinien og Psykiatrifonden har numre, man kan kontakte, hvis man har brug for at tale med nogen om selvskadende tanker.