Et nyt studie giver svar på, hvordan det lader sig gøre, at edderkopper kan flyve, skriver engelske The Guardian.

For ja, de ottebenede spindlere kan flyve, hvilket forskere i knap 200 år har vidst. Men først nu lader der til at være dokumentation for, hvad der gør det muligt for de, for nogle, mareridtsfremkaldende væsner, der som bekendt ikke har vinger, at gå i luften.

Ifølge studiet foretaget af forskere på Bristol Universitet, kan en edderkop, når den laver en såkaldt ‘ballon,’ hvor den spinder en tråd ud i vinden, begive sig afsted på en lufttur. Men det kræver de rette betingelser.

Foto: Foto: Iris
Vis mere

Et forsøg viste, at når elektriske felter opstår i naturen, kan edderkopper finde på at stikke rumpen i vejret for at skyde en tråd ud, der kan fanges af vinden.

Denne adfærd fra forsøgsedderkopperne kom kun få gange, når de elektrisk felter ikke var til stede.

Forsøget blev foretaget i et laboratorium, hvor forsker Erica Morley, kunne slå elektricitet til og fra.

»Når de letter, kan du slå strømmen fra og se dem falde. Og så tænde og se dem stige til vejrs igen,« siger hun.