»Det er den bedste kat, jeg nogensinde har haft. Så jeg er godt nok ked af det.«

Det siger Lene Bundgaard Lind fra landsbyen Harridslev nordøst for Randers, efter at hendes og familiens elskede norske skovkat, 10-årige Balder, netop har fået konstateret den uhelbredelige og dødelige sygdom katte-aids.

»Balder lever på lånt tid, for der findes ingen vaccine mod katte-aids. Normalt kan en kat som ham leve i lang tid, men det kommer han ikke til. Hvis han får det ringere, end han har nu, skal han ikke leve mere. Så må vi tage til dyrlægen med ham for sidste gang og få ham aflivet, for han skal ikke lide,« siger en trist Lene Bundgaard Lind.

Samtidig advarer hun andre katteejere i Randers-området, for hun har fået at vide hos dyrlægen, at netop katte-aids eskalerer i lokalområdet i øjeblikket.

Indtil for få uger siden var Balder en aktiv og meget social kat. Nu holder den sig for sig selv og må aldrig mere komme udenfor af frygt for at sprede katteaids til andre artsfæller.Foto: Privat
Indtil for få uger siden var Balder en aktiv og meget social kat. Nu holder den sig for sig selv og må aldrig mere komme udenfor af frygt for at sprede katteaids til andre artsfæller.Foto: Privat
Vis mere

Og derfor opfordrer hun til, at man holder et ekstra øje med sin kat den kommende tid og lægger mærke til, om den markant ændrer adfærd.

For Balder er blevet en helt anden udgave af sig selv, fortæller hun.

»Han er slet ikke kælen, som han plejer at være. Han går meget for sig selv, og vi kan næsten ikke få ham til hverken at spise eller drikke. Og når han finder ud af, at han ikke må komme ud - det må han aldrig mere for ikke at smitte andre katte - så går han hen i sin kurv og lægger sig. Han er blevet deprimeret,« siger Lene Bundgaard Lind.

Symptomerne på at noget er helt galt begyndte for blot fire uger siden. I perioden siden da har Balder været til dyrlæge flere gange, da antibiotikaen ikke hjalp hverken i første eller anden omgang.

Og så var det, dyrlægen fik mistanke til, at hankatten, som er kastreret, måske var blevet ramt af den uhelbredelige og dødelige sygdom katte-aids. Hvilket blev bekræftet af en prøve, der blev sendt ind og analyseret på et laboratorium.

Balder kan næsten kun være blevet smittet gennem et slagsmål med en anden kat. Derfor opfordrer Lene Bundgaard Lind andre katteejere til at undersøge deres dyrs tilstand grundigt, da der ikke findes nogen kur, hvis først dyret har fået katte-aids.

»Vi har fået at vide hos dyrlægen, at vi bare skal være god ved ham. Det er det eneste, vi kan gøre. Men der er ingen tvivl om, at han lever på lånt tid. Enten dør han af sygdommen, eller også bliver han så dårlig, at vi bliver nødt til at aflive ham,« siger hun.