Det er slut med billeder af et smukt snedækket Danmark. Varmen har nemlig sat ind og smelter sneen væk, og det sker ikke uden problemer.
For den smeltende sne og en ordentlig omgang regn, kan give både vandskader, frostsprængte rør, skader på taget, smeltende fygesne, der tør på lofter og oversvømmelser.
Og det sidste har ramt flere steder i dag. Blandt andet var Holbækmotorvejen i morges lukket på grund af oversvømmelse, og så måtte beredskabet i dag rykke ud til et sommerhusområde ved Slagelse, hvor den smeltende sne trængte sig på.
For det var altså ikke kun det sne, der lå rundt om i sommerhus haver, der var begyndt at smelte, også sne fra en mark – der grænser op til sommerhusområdet – var begyndt at smelte.

Derfor måtte Slagelses Brand og Redning i gang med sandsække, slanger og koste for at få vandet væk fra sommerhusene.
Og ifølge DMI, så er det ikke nogen dårlig idé at være lidt opmærksom på de konsekvenser, som smeltevand bringer med sig:
»Vi har meget smeltevand lige nu. Der er smeltet rigtig meget i dag og der kommer også lidt mere nedbør i form af regn, der er på vej ind over landet nu. Det passerer landet i løbet af aftenen og natten,« lyder det fra Anna Christiansson, der er vagthavende hos DMI.

Og derfor skal man være opmærksom på flere ting:
»Når sne smelter kan det blive meget tungt og give skader på eksempelvis taget, så der kommer oversvømmelser og frost i vandrørene. Men man skal også være opmærksom, hvis man bevæger sig udenfor i nattetimerne, der er nemlig risiko for frostgrader, så der vil smeltevandet være frosset,« lyder det.