Mænds sædkvalitet kan påvirkes af flere faktorer, og nu kan virtual reality-porno angivelig føjes til listen.

Et nyt studie fra den danske sædbank Cryos International peger på, at brugen af virtual reality-briller kan have en positiv effekt på kvaliteten af sæd.

Det skriver sædbanken, der er verdens største af sin slags, i en pressemeddelelse.

I sommeren 2021 introducerede Cryos International VR-briller til donorerne i den danske sædbanks fire afdelinger i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Med VR-brillerne kan donoren se porno i 3D. Foto: Cryos International
Med VR-brillerne kan donoren se porno i 3D. Foto: Cryos International
Vis mere

VR-brillerne var tiltænkt som et ekstra tilbud, der skulle gøre det mere attraktivt at være sæddonor.

Men brillerne, som bruges til at se pornofilm i 3D, har tilsyneladende også haft en effekt på donorsædens kvalitet.

Ifølge Cryos har 500 sædprøver fra 63 af deres donorer vist, at sædkvaliteten var markant bedre, når der havde været kort tid mellem udløsninger, og VR-brillerne samtidig havde været i brug.

»Vi er glade for, at vores forhåbninger til undersøgelsens resultater i dén grad blev indfriet. At vores tilbud om VR-briller til donorerne har haft en markant positiv effekt på de sædprøver, vores donorer leverer, når de bruger brillerne, er ganske enkelt fantastisk,« siger sædbankdirektør Helle Sejersen Myrthue i pressemeddelelsen.

Ifølge Cryos kan undersøgelsens resultater være gode nyheder for mænd, der kæmper med infertilitet, som skal producere sædprøver til fertilitetsbehandling med deres partner.

Her vil VR-brillerne potentielt kunne hjælpe med at øge antallet af aktive sædceller i prøven og dermed øge chancerne for en succesfuld befrugtning og efterfølgende graviditet.

»Ud over at kunne glæde os over endnu flere sædprøver med mange aktive sædceller ser vi et interessant perspektiv i fremtidige studier i forhold til mænd, der ønsker egen sæd nedfrosset i forbindelse med eksempelvis en forestående behandling for kræft,« siger Helle Sejersen Myrthue.

Sædkvaliteten hos den enkelte mand kan variere over tid og kan, blandt mange parametre, afhænge af BMI, rygning, sygdom, alder og tid siden sidste udløsning.

Ifølge Cryos har tidligere undersøgelser påvist en sammenhæng mellem typen af anvendt erotisk materiale og kvaliteten af den sæd, der produceres i den forbindelse.

Ingen tidligere studier har dog før nu undersøgt den eventuelle sammenhæng mellem brugen af VR-briller i denne kontekst, oplyser sædbanken.

Den fulde undersøgelse fra Cryos er offentliggjort på onlinetidsskriftet BMC Health Services Research.