Næsten 11.000 mennesker dør hvert år af sygdomme, der ser ud til at være knyttet til mere og mere kødspisning.

Og Danmark er ét af de 10 lande i verden, der er hårdest ramt. Sådan lyder konklusionen i et nyt amerikansk studie, ifølge Videnskab.dk.

Stor produktion øger risiko Fra 2016 til 2018 lå Danmark ifølge studiet i top-10 over lande med den højeste andel af dødsfald som følge af sygdomme, der lader til at skyldes rødt og forarbejdet kød - især tarmkræft, diabetes og hjertekarsygdom.

De 10 lande tegnede sig tilsammen for mere end 7 procent af alle dødsfald, der skyldtes kost med højt indhold af både rødt og forarbejdet kød i verden, konkluderer forskerne.

At Danmark ligger i top-10 har en vis sammenhæng med den store danske kødeksport, lyder det fra Michael Søgaard Jørgensen. Han er lektor på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet og har set på studiet for Videnskab.dk.

»Det giver god mening. For jo mere kød Danmark producerer, jo mere tilgængeligt - og billigt - bliver kød også på hjemmemarkedet,« siger han til Videnskab.dk.

Forskerne bag studiet forklarer den stigende handel med rødt og forarbejdet kød med blandt andet, at folk verden over er blevet rigere.

Læs mere på Videnskab.dk: Nyt Danmarkskort: Så meget fylder dansk landbrug

Forsker: Eksportlande har moralsk forpligtelse

Kødproducerende lande som Danmark bør tage sin del af ansvaret for den globale folkesundhed på sig, mener Michael Søgaard Jørgensen.

»Når man eksporterer de her produkter, der kan have en sundhedsrisiko, skal man måske tage det lige så alvorligt, som hvis man eksporterer kemikalier.«

»Eksporterende lande skulle have en moralsk forpligtelse til at være klar over, hvordan man kan være med til at påvirke importlandenes sundhedsforhold,« mener han.

Ifølge Michael Søgaard Jørgensen bør eksporterende lande som minimum være forpligtede til at sætte sig ind i fakta om sundhedsmyndigheder, informationer, befolkningen, skolerne og sundhed, motion og ernæring i de lande, de eksporterer til.

Læs mere på Videnskab.dk: Du får dårligere helbred af rødt kød

Metode giver grund til forbehold

Studiet er dog lavet sådan, at det er umuligt at fastslå en sikker sammenhæng mellem kødimport og -eksport og sygdom og død.

Det fortæller Morten Arendt Rasmussen, der er lektor ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Studiet kan kun vise, at faktorer optræder på samme tid; ikke at de er direkte forbundne. Det diskvalificerer ikke i sig selv resultaterne, men det er en god idé at være kritisk, påpeger han.

»Men det mest interessante her er, at netop importeret kød ser ud til at være associeret til sygdom. Det er nyt, men også en konklusion, som er behæftet med nogle stærke og til dels tvivlsomme antagelser,« mener Morten Arendt Rasmussen.

Læs mere på Videnskab.dk: Lavere risiko for type 2-diabetes hos folk, der følger kostråd

Omlægning af landbrug

Når det er sagt, er det alligevel relevant at tale om en løsning på problemet. For rødt og forarbejdet kød fører ikke bare muligvis til kostrelaterede sygdomme. Produktionen går også ud over klima og miljø. En løsning vil være at omlægge landbruget.

»Der er ingen tvivl om, at producerer vi mindre kød og flere plantebaserede fødevarer, bruger vi mindre areal til at lave foder, og der bliver mere plads til skovrejsning og vild natur,« siger Michael Søgaard Jørgensen til Videnskab.dk og tilføjer:

»Det vil ikke bare være sundere; vi får de samme proteiner, men mindre mættet fedt. Det vil også være en klima-, biodiversitets- og sundhedsfordel.«

Andre artikler på Videnskab.dk:

»Kæmpe fremtidigt potentiale«: Ny metode skal bremse spredning af virus i celler

Nedskydning påvirker ISS: Så farligt var det russiske forsøg

Ældgamle kranier kaster lys over hjernens udvikling fra chimpansehjerne til supercomputer