I Bronzealderen mindedes briter de døde ved at gemme dele af deres kroppe, og ifølge ny forskning lavede nogle endda instrumenter og ornamenter ud af dem. Det skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk

Arkæologer har fundet afdøde begravet med knogledele fra mennesker, som er døde flere årtier tidligere.

Det peger på, at dele af afdøde familiemedlemmer er blevet gemt og givet videre til nyere generationer som minde-genstande eller til udsmykning af hjemmet.

Arkæolog Thomas Booth har kulstof-dateret dyre-og menneskerester fra gravsteder rundt omkring i Storbritannien.

Og i nogle af dem fandt han og hans kollegaer altså knoglerester fra mennesker, som er døde generationer tidligere end dem, de er begravet sammen med, skriver The Guardian.

Et af de mere utrolige fund, forskerne gjorde, var i Stonehenge i Wiltshire, hvor en mand lå begravet med en fløjte lavet ud af et finpoleret lårben fra et andet menneske.

Arkæologerne fandt også et kranium med huller, som indikerer, at det måske har været hængt op og brugt som en dekoration. Det skriver The Guardian.

Booth fortæller, at fundet er den første evidens for, at der har været en etableret tradition i Bronzealderen for at udvælge og gemme rester af afdøde over længere tid.

»Fundet indikerer en bredere tankegang, hvor skellet mellem liv og død har været mere udvisket end i dag. Der var ikke en tankegang, hvor menneskelige rester blev begravet og glemt. De var altid til stede blandt de levende,« forklarer Thomas Booth til The Guardian ifølge Videnskab.dk.

Andre artikler fra Videnskab.dk