Fordi vi befinder os i en vintermåned, er det næppe overraskende, at vi kan forvente 'vinterligt nedbør' denne søndag.

Men. Faktisk kan helt ned til en tiendedel af en grad få betydning for, hvilken form nedbøren ender med at indtage.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Martin Lindberg, tidligt søndag morgen.

For på dagens vejrmenu finder man – igen næppe overraskende – en blanding af regn, slud og tøsne over stort set hele landet.

Kun ét sted ser man ud til at gå fri: Nemlig på Bornholm.

I den østlige del af Sjælland vil man heller ikke blive ramt meget, mens det for resten af landet kommer til at præge vejret det meste af dagen.

Men når temperaturen samtidig ligger mellem frysepunktet og to graders varme, så gør det ikke altid ligefrem meteorologernes arbejde nemmere i forhold til at gætte på, hvordan nedbøren vil falde.

For de få graders forskel kan have stor betydning:

»Det er utrolig vigtigt, når temperaturen ligger så tæt på frysepunktet, og det gør det rigtig svært at lave en prognose, for det har betydning for, hvilken nedbørsform der kommer. Nogle gange er det kun en tiendedels grad, der er forskellen på regn, slud og sne,« forklarer Martin Lindberg.

Det vinterlige nedbør, som vi står til at få i dag, ser ud til at blive 'lettere og lettere' ud på eftermiddagen, efterhånden som fronten går i opløsning inde over landet.

I aftentimerne er det formentlig kun i Nordjylland og ned over Storebæltsområdet, at den hænger fast endnu.

Når man ser på, hvordan vejret forventes at se ud i løbet af dagen i landets fire største byer, er der store ligheder, men også små forskelle:

Aalborg
Hvis vi begynder længst mod nord, så kan aalborgenserne forvente overskyet vejr hele dagen:

»Lige nu er der regn, men jeg tror, det vil overgå til slud senere og det meste af dagen,« forklarer Martin Lindberg.

Temperaturen holder sig på én grads varme, mens vinden bliver jævn til frisk fra sydøst.

Aarhus
I Smilets By er der ligeledes overskyet vejr på menuen:

»Lige i øjeblikket ligger man på cirka en grads varme, og der er slud. Det fortsætter, men jeg tror ikke, det bliver reel sne, fordi vi er tættere på det lidt varmere havvand der,« siger meteorologen.

Temperaturen kan nå op på to graders varme sidst på dagen.

Odense
I den fynske hovedstad er situationen stort set den samme med slud og regn det meste af dagen.

»Og selvfølgelig også overskyet,« siger Marin Lindberg.

Vinden bliver jævn til frisk, men aftager i løbet af eftermiddagen.

»Vi ligger på én grads varme, og det går langsomt op til to graders varme.«

København
I landets hovedstad viser termometrene i øjeblikket to graders varme, og der vil den holde sig i løbet af dagen:

»Det er ret blæsende, og vi får en frisk sydøstlig vind. Det er overskyet, og der kommer i perioder lidt nedbør som slud og regn, men ikke meget. Kun meget små mængder,« forklarer meteorologen.