Lad det være sagt med det samme:
Det er nu, du skal finde det smil frem, du har gemt til en gråvejrsdag. Torsdagen bliver nemlig en grå og skyet affære med forskellige nuancer af grå.
Sådan lyder den lidt nedslående melding fra den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Mette Zhang.
»Det bliver gråt på den ene eller anden måde, og nogle steder bliver det også vådt i varierende mængder,« siger hun.
Præcis som onsdag begynder også torsdagen med dis og nogle steder tæt tåge, men i modsætning til gårsdagen ligger solen ikke og venter på den anden side.
»Solen brænder ikke rigtig igennem i dag. Tågen løfter sig bare og bliver til skyer i stedet,« forklarer Mette Zhang.
Og ikke nok med, at dagen tegner til at blive skyet og grå. Det bliver – som allerede antydet – også vådt.
»Tager du cyklen, vil regntøj være en god idé. Især, hvis du bor i den sydlige eller østlige del af landet, hvor et regnområde er på vej op over landet,« siger den vagthavende meteorolog.
Der vil ikke være meget Solskinsø over Bornholm denne torsdag, hvor der tværtimod er udsigt til »vedvarende regn«.
Temperaturmæssigt er der heller ikke meget at grine af: Mellem fire til 10 grader kommer de til at ligge på.
Et kig på de fire største byer viser også forskellige nuancer af gråt.
Aalborg
Her begynder dagen diset eller tåget, men Mette Zhang forventer dog, at tågen letter i løbet af dagen.
»Vi kan ikke udelukke, at det også resten af dagen vil været diset og tåget til tider,« tilføjer hun.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem fire til syv grader, og der kommer ikke særlig megen vind.
Aarhus
Også i Smilets By er der udsigt til en gråvejrsdag. DMI melder om en »mest skyet dag til tider med regn«. Også her begynder dagen diset eller tåget.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem seks til ni grader med en let til jævn vind.
Odense
Nogenlunde samme billede gør sig gældende i den fynske hovedstad: diset og tåget, men til tider med regn. Temperaturerne kommer til at ligge mellem to til seks grader, og vinden bliver let til frisk.
København
Hovedstadsområdet kan også se frem til en diset, grå og våd torsdag, som til tider vil være med nedbør. En svag til jævn vind blæser lidt op i løbet af dagen og bliver let til frisk. Temperaturerne kommer til at ligge mellem seks til ni grader.
Måske er du allerede begyndt at glæde dig til weekenden. Rent vejrmæssigt skal du imidlertid ikke forvente dig den store oplevelse.
»Det ser ikke så spændende ud. Der er ikke voldsomt opløftende takter i udsigten for de kommende dage,« lyder det fra Mette Zhang.


