Det har været et par tiltrængte dage for de mange danskere, der har hungret efter sol og varme i de seneste uger.

Men du skal nyde det, så længe det varer, for det varer ikke lang tid endnu.

Faktisk er det kun søndag, der kan byde på sol og juli-værdige grader, før det i begyndelsen af næste uge igen bliver en kølig og våd fornøjelse.

»Søndag fortsætter det solrige vejr i den østlige del af landet. Men hvis du bor i Jylland, skal du i højere grad forvente skyer og regnbyger,« fortæller vagthavende ved DMI, Henning Gisselø.

Den østlige del af landet kan altså nå at nyde sommervejret søndag, men når vi går ind i den nye uge, er det ens for alle.

»Ja, vi kommer ned at rode igen, ligesom vi har været de seneste par uger. Så det er en blanding af skyer og regnbyger,« siger Henning Gisselø og fortsætter:

»Tirsdag, onsdag og torsdag kommer vi faktisk helt ned på 15 til 18 grader.«

Men hvad så, når vi kommer ind i uge 31?

Her fortæller Henning Gisselø, at man - ifølge prognoserne - kan se frem til lidt mere sol og lidt varmere vejr, men at vi efter alt at dømme ikke kommer op i nærheden af 25 grader, som det har været tilfældet denne weekend.