Snart er himlen fyldt med stjerneskud


Hvis du opholder dig et relativt øde sted, er sent oppe og er så heldig, at skyerne ikke skygger for verdensrummet, så kan du se frem til at forrygende astronomisk oplevelse.
Den 12-13 august passerer Jorden nemlig gennem Perseiderne, som er en stor rest af støvkorn og småsten, som stammer fra kometen Swift-Tuttle. Det skriver DR.
Det betyder, at hvor man som regel vil se 3-5 stjerneskud i timen, hvis man kigger op, så kan tallet komme helt op på 100-150 stjerneskud.
Jorden passerer gennem Swift-Tuttles bane hvert år i august, hvor der vil være mulighed for at se stjerneskud i stor stil.
Swift-Tuttle var sidst forbi i 1992, hvilket betyder at der fortsat er mange støvkorn og små partikler, som vil kunne ses som stjerneskud på himlen, når Jorden passerer.
Med tiden vil mængden af stjerneskud aftage, når vi rammer Persiederne, da partiklerne er mere spredt.
Swift-Tuttle vender først tilbage i 2125 med en frisk ladning stjerneskud.
Hvis du går glip af stjerneskudsregn i denne omgang, så kan du se noget lignende senere på året. Der skal du bare finde det varme tøj frem, da det bliver i december, hvor Jorden passerer Geminiderne, som er partikler fra asteroiden 3200 Phaethon.