Ojmjakon er næppe et navn, der siger ret mange danskere noget.

Men bag navnet, der kan få en dansk tunge på overarbejde, gemmer sig en iskold by i en afkrog i Østsibirien i Rusland. 9.200 kilometer fra Moskva og 300 kilometer syd for polarcirklen. Nye billeder fra nyhedsbureauet AFP giver et unikt indblik i, hvordan det er at bo i byen, der er kendt som verdens koldeste.

For de omkring 600 indbyggere i Ojmjakon er to-cifrede minus-grader i december lige så sikkert som juleaften den 24. december.

Denne vinter har det store termometer i midten af byen, der er opstillet for turisternes skyld, målt temperaturer på minus 49 grader, og det bliver kun koldere fra nu. Til sammenligning er der i øjeblikket cirka minus 15 grader i den nordligste by i Grønland, Qaanaaq.

Nyhedsbureauet AFP har været i Ojmjakon, hvor det er hverdag, at der bliver målt temperaturer på minus 40-50 grader i vinterhalvåret.
Nyhedsbureauet AFP har været i Ojmjakon, hvor det er hverdag, at der bliver målt temperaturer på minus 40-50 grader i vinterhalvåret. Foto: MLADEN ANTONOV/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

På trods af temperaturer, der når ned under minus 60 grader, lever der både dyr og mennesker i Ojmjakon.
På trods af temperaturer, der når ned under minus 60 grader, lever der både dyr og mennesker i Ojmjakon. Foto: MLADEN ANTONOV/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Efter nytår falder temperaturen yderligere. Det viste sig i januar i år, da termometret nåede at vise minus 62 grader, før det sprang.

Rekorden stammer fra 1933, hvor der blev målt minus 67,7 grader i Ojmjakon. Det koldeste, der nogensinde er målt i et beboet område.

Det kræver en særlig mentalitet at leve et sted som Ojmjakon, fortæller Rane Willerslev, der har levet som pelsjæger i samme område i flere år.

»Det er hårdføre folk, og det er enormt krævende. Man skal fortære enorme mængder kalorier på grund af kulden. Man har to måltider om dagen, som består af voldsomme mængder kød og fedt. Alt det, vi ikke vil røre herhjemme,« siger Rane Willerslev, der i dag er direktør for Nationalmuseet.

Borgerne i den isolerede landsby lever af jagt og fisk til eget brug. Penge tjener de ved at jage zobel, som bliver solgt til pelsindustrien.

Derudover går man op i de basale ting i livet, fortæller Willerslev. De voldsomme vejrforhold og isolation fra resten af verden gør, at gamle traditioner stadig bliver brugt i landsbyen.

»Åndetroen lever på en helt anden måde end eksempelvis Grønland. Man ofrer til guderne. Man kaster tobak, te, sukker og vodka ind i ilden. Det kan ånderne jo også godt lide.«

Forskellen på den koldeste vintertemperatur og den varmeste sommertemperatur er 102,4 grader. Det skyldes Ojmjakons helt særlige placering, forklarer klimaforsker Martin Stendel fra DMI.

Køer krydser vejen i Ojmjakon i det nordøstlige Sibirien, hvor temperaturen kan krybe ned på mere end 60 minusgrader. (Photo by Mladen ANTONOV / AFP)
Køer krydser vejen i Ojmjakon i det nordøstlige Sibirien, hvor temperaturen kan krybe ned på mere end 60 minusgrader. (Photo by Mladen ANTONOV / AFP) Foto: MLADEN ANTONOV/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Lokale mænd samler is til vand.
Lokale mænd samler is til vand. Foto: MLADEN ANTONOV/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

»Den afgørende faktor er, at det er så langt fra havet, og at det ligger i et højplateau, hvor den kolde luft ikke kan komme væk,« siger han.

Ojmjakon ligger i cirka 700 meters højde omgivet af bjerge på 2000-3000 meters højde. Det danner en grydeagtig formation, hvor den kolde luft bliver fanget, forklarer Stendel.

»Når det bliver koldt, så samler det sig lige ved overfladen, men det kan ikke komme væk, fordi der er rigtig mange bjerge.«

Samtidig ligger landsbyen langt fra de omkringliggende have som Beringshavet og Det Okhotske Hav. I vintermånederne kan havet være meget varmere end luften.

Det er en kold affære at være borger i Ojmjakon i en fjern afkrog af Rusland. Landsbyen er kendt som verdens koldeste by.
Det er en kold affære at være borger i Ojmjakon i en fjern afkrog af Rusland. Landsbyen er kendt som verdens koldeste by. Foto: MLADEN ANTONOV/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere
Landbyens indbyggere er nødt til at hakke is ud af en frossen sø i området. Isen skal smeltes og bruges som den eneste kilde til vand. Temperaturer ned til minus 60 grader gør det umuligt at have en vandforsyning i Ojmjako
Landbyens indbyggere er nødt til at hakke is ud af en frossen sø i området. Isen skal smeltes og bruges som den eneste kilde til vand. Temperaturer ned til minus 60 grader gør det umuligt at have en vandforsyning i Ojmjako Foto: Mladen ANTONOV/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

»I vintermånederne kan vandet være meget varmere end luften. Hvis man har vand i nærheden, så afdæmper det de kolde temperaturer,« siger Martin Stendel.

Men det er ikke kun i vintermånederne, at Ojmjakon oplever voldsomme temperaturer.

Det samme sker om sommeren - dog i den helt anden ende af skalaen, hvor der er målt 35 plusgrader.

»Vi er tæt på polarcirklen, så solen skinner meget længe, og de er meget langt fra havet, som er meget koldere end luften om sommeren,« siger Martin Stendel.