En ny prognose fra et af verdens førende centre for vejrudsigter viser, at der kan være sne på vej til danskerne juleaften.

Det gælder særligt to områder i landet, fortæller DMI's vagthavende meteorolog, Frank Nielsen.

»Hvis det skulle ske, er det mest sandsynligt, at det bliver i Nordøstjylland og Nordsjælland,« siger han.

Det er TV2, der skriver om den seneste prognose fra det fælleseuropæiske regnecenter for vejrprognoser i Reading.

Frank Nielsen pointerer, at prognoser skifter fra dag til dag i øjeblikket, så man skal ikke glæde sig for tidligt.

»Prognoserne har skiftet rigtig meget i forhold til udfaldet den 24. og 25 december,« siger han.

Det virker ganske sikkert, at der kommer nedbør juleaften. Spørgsmålet er i hvilken form.

»Hvis de seneste prognoser er korrekte, så kan regnvejret slå over i noget slud eller tøsne.«

»Det kan sagtens ske, men prognoserne skifter meget.«

Andre prognoser, som DMI bruger, viser, at juleaften bliver lun med fem til otte grader med store mængder regn.

Hvis vi skal have sne juleaften, skal vejret ændre sig i forhold til dét, vi ser i denne uge med plustemperaturer.

»Det kræver, at vinden går i øst, så vi får noget kold luft fra Norge og Sverige, samtidig med, at vi får en front ind fra De Britiske Øer,« siger Frank Nielsen fra DMI.