Regn, regn og atter regn.

Sådan lyder DMIs prognose for det næste vejrdøgn, og det gør sig gældende for stort set alle danskerne. Det fortæller vagthavende Lars Henriksen til B.T.

»Det næste døgns tid kommer det til at regne on and off.«

Flere steder i landet kan man allerede mærke det enten dryppe eller småregne. Og det bliver ved. Det kan endda blive endnu værre, og der kan blive brug for at trække i de helt store gummistøvler.

Prognoserne er lige nu lidt usikre, men DMIs vagthavdende tror den kraftige regn kommer.
Prognoserne er lige nu lidt usikre, men DMIs vagthavdende tror den kraftige regn kommer. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

For på Twitter har DMI dog varslet kraftig regn og potentielt skybrud til stor glæde for de mange danske landmænd og måske en skuffelse for de mange skoleelever, der allerede er gået på sommerferie.

»Det vil udvikle sig i løbet af dagen. Nogle vil føle sig belemret af det, men mange landmænd er nok glade for det.«

Men måske vi alligevel undgår det.

»Lige nu er vi blevet lidt i tvivl om, hvordan det ændrer sig i løbet af dagen, men der ligger småregn rundtomkring, og det burde udvikle sig til kraftig regn,« siger Lars Henriksen.

»Vi har også varslet skybrud, og så kommer det pludselig hurtigt, men tingene har ændret sig lidt siden i aftes, så det er prognoser med forbehold. De er usikre og ikke entydige.«

Og med kraftig regn menes der, at der falder 24 millimeter på seks timer, og med skybrud 15 millimeter på blot en halv time.

Men den ene eller anden form for regn kommer der uanset. Det kan vi ikke undgå. Faktisk kommer det til at regne mere eller mindre uafbrudt det næste døgn.

Der vil dog stadig være nogle enkelte geografiske forskelle i landet. Lige nu ser det ud til, at kun den nord- og nordvestlige del af Danmark og måske Bornholm går fri.