Jo, det er stadig januar.

Men det kan godt være, du bliver i tvivl, når du går udenfor i løbet af de kommende dage.

Vejrguderne tror nemlig tilsyneladende, at det er blevet efterår igen.

I hvert fald er det ord som »regn, blæst og sjap,« som den vagthavende meteorolog hos DMI bruger om vejret de kommende dage.

Og ikke nok med det:

Temperaturerne skyder også i vejret og når op på fem, seks og syv grader – torsdag måske helt op i nærheden af ti grader, fortæller Klaus Larsen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

»Vi får et skift fra kulde til det lidt varmere vejr,« siger han og tilføjer, at tirsdagen begynder med lidt frost i den nordlige del af landet, som også kan have »hvide indslag.«

Og derefter er der ellers regn til alle.

»I løbet af dagen kommer et regnvejr og passerer vestfra til os alle sammen. Der vil være perioder med opholdsvejr. Jo længere nordpå, jo bedre chancer for tørvejr indimellem, mens jo mere sydpå, man kommer, jo mere regnfuldt bliver det,« siger Klaus Larsen.

Natten til onsdag bliver lun og med »landsdækkende regn.«

Generelt lover DMI efterårsagtigt vejr de kommende dage.

Det bliver også blæsende, og det kulminerer torsdag, forklarer Klaus Larsen.

DMI forudser, at torsdagen byder på både kuling fra syd og sydvest og kraftige vindstød de fleste steder, mens Vestkysten får stormende kuling og vindstød af stormstyrke.

»Det kan ikke udelukkes, at der kommer restriktioner på nogle af broerne,« siger den vagthavende meteorolog.

Omkring weekenden ser det ud til, at kulden vender tilbage, men det er endnu for tidligt at sige, om der er mere sne på vej, understreger Klaus Larsen.