Vinterkulden er på retur og bliver afløst af mildere luft de kommende dage med en del solskin på fredag.

Efter en periode med klassisk vintervejr i form af en del frost og sne er der udsigt til et mindre omslag i vejret frem til weekenden.

- Vi går fra kulde til lidt lunere vejr. Et lavtryk over Færøerne sender fronter ind over Danmark med regn og blæst, siger Klaus Larsen, meteorolog ved DMI.

En del af de foregående dages kulde hænger dog ved i det østlige og nordlige Jylland mandag morgen, hvor bilister og andre i trafikken skal være opmærksomme på risiko for isslag.

- Ellers byder mandagen hovedsageligt på regn vestfra. I de østlige egne kommer der måske lidt slud, siger Klaus Larsen.

Varmest bliver det ved Vestkysten med tre-fire grader, mens Bornholm og det vestlige Sjælland får det koldest med en til to grader.

I løbet af eftermiddagen klarer det op i Jylland, og det breder sig langsomt mod øst.

Natten til tirsdag vil Sjælland få ned til minus to grader, mens resten af landet ser ud til at holde sig frostfrit.

Tirsdag og onsdag bliver en våd omgang.

- Der kommer udbredt regn samt tiltagende vind, som er med til at presse temperaturen op til mellem to og fem grader om tirsdagen. I det vestlige Jylland helt op til syv grader, men til gengæld vil det være blæsende.

Onsdag bliver det igen lunest ved Vestkysten med op til otte grader.

Torsdag byder også på en periode med udbredt regn, men i løbet af dagen klarer det op med en smule solskin og temperaturer mellem fem og ni grader.

Vinden tiltager til frisk vind til kuling fra syd og sydvest, og det vil ifølge Klaus Larsen tage "toppen af fornøjelsen" ved de forholdsvis høje temperaturer.

Fredag har lavtrykket bevæget sig nord om Danmark.

- Dagen begynder med ganske meget sol og enkelte byger. Hen over dagen kommer der lidt flere skyer, og det bliver omkring fem grader varmt, siger Klaus Larsen.

/ritzau/